„Danmark deiligst Vang og Vænge
Lukt med Bølgen blaa” —
Tør paa hine gamle Strenge
End vi altid slaae?
Kan de Bud i Toner sende,
Der endnu i Hjerter tænde?
Bud, de lod for Fædre klinge,
End til Sønner bringe?
Brust har engang de med Vælde
Over Borg og By,
Lydt som Lærkers Sang at melde
Dagens unge Gry,
Ringet Solen op for Folket,
Ildnet Sind og Viljer tolket,
Viet Stunden, da i Flammen
Alle smelted sammen.
Fjern er Tiden, som dem hørte,
Fjern fra os dens Aand,
Fjerne Kæmperne, som førte
Da dens Sværd i Haand.
Fanen, de bar høit til Seier,
Nu paa deres Gravhøi vaier;
Kun om den for ei at rokkes
Deres Æt kan flokkes.
Danmark, dine Kæmpegrave
Er en kostbar Skat,
Er en Skrift med Runestave,
Dig til Vartegn sat:
Paa dit Sværd, naar Farer true,
Vil engang den staae i Lue;
Da dig selv igjen du finder
Hel i dine Minder!