»Danmark deiligst vang og vænge
Lukt med bølgen blaa,
Hvor de vakre voxne drenge
Kand i leding gaa
Mod de Tydske, Slaver, Vender,
Hvort mand dem paa tog hensender.
En ting mangler for dend have,
Ledet er af lave.
Belt af Guds forsiun her hegner,
Værger fleeste land,
Hvad mand under Danmark regner,
Nyder værn af vand;
Ingen Nabo, som vil vinde,
Tør paa Danmark gaa i blinde.
Fik vi ledet hengt til rætte,
Landet skuld’ vi tætte.
Melfar sund os Fyn beskytter,
Samt hin høje klint,
Indtil Getsør ingen Rytter
Ride skal for svindt,
Guldborg sund for Laaland gienner,
Øresund vort Sælland tiener.
Hvert land har sit eget lukke,
Alt maa Jylland bukke.
Holster, Vagrer, Lyneborger
Som en skadlig flod
Giør os Jylland mange sorger,
Styrter meget blod;
Hvo kand venne slig en vane?
Det er skam at lade rane
Saa vort Fæ, vort gods, formue,
Piil vi har og bue.«
Saa begyndte Dronning Tyre,
Ræt kaldt Danebod,
Tale til de Danmarks Styre
Foresad med mod.
»Gabed kand vi vel tillukke,
Saa vi os ej lader pukke
Af hver fremmed løbeskytte,
Os giester for bytte.
Fra Moratzet vest ved strande
Til Møsund i Sli
Vil vi os en vold bemande
Og giør’ en snevr sti;
Alt skal den os Orlov bede,
Som vi giennem skulle stede,
Ej skal hver der giennem fare
Med vor staalne vare.«
Det som falt i hver mands øre
Og enhver befalt,
Lod sig af Kong Harald høre,
Taktes over alt,
Bud mand over Riget sende,
Hvo sig for en Dansk vil kiende,
Møtte der med vogn og heste,
Volden at befæste.
Fra den østre Danmarks side
Kom de Skaanske skarp,
Sælandsfaren her vil slide,
Ingen var saa knap;
Fynbo, Lolliken og Jyden,
Sampt hvo sade næst ved gryden,
Ingen sig da glemte hiemme,
Som det verk kund’ fremme.
Danebod sig hiertlig glædde,
Der hun skaren saae,
Sagde: »Vi om højt tør vædde,
Verket fort skal gaa.
Henter, Jyder, ost og kage,
Mens de andre Muld mon age,
Jær kost kand jær umag spare,
Skal dend Gierning vare.«
Skaaningen begynt’ at grave
Først fra Kalegat
Frem til Hollingsted og lave
Volden høj og brat.
Fem gang sex fod blev dend lavest,
Sex gang otte fod var ragest,
Sommesteds kun fyrretyve,
Som dend best kund’ blive.
Sælandsfar og Fynboe resten
Giorde færdig snart,
Jyden skaffed mad for gæsten,
Intet blev her spart.
En Port paa hvert hundredd favne,
Reiste de, lod taarn ej savne,
Hvor af Fienden ramte skade,
Naar hand tog til Stade.
At disnarer færdis kunde
Det verk med behør,
Dronning Tyre lod afgrunde
Rejse, som mand kiør
Giennem volden, sig en bure
Paa det verk at have kure;
Rart sig noget ret vil føje
Under fremmed øje.
Efter ønske voxte volden,
Dannevirke kaldt,
Som har mangen tørning holden,
Før den slet forfaldt.
»Ledet« sagde Dronning Tyre,
»Har vi hengt, Gud vangen hyrde,
At den ingen fremmed bryder
Eller hofbud byder.
Dannamark vi nu kand ligne
Ved en frugtbar vang,
Hegned runt omkring, Gud signe
Dend i nød og trang,
Lad som korn opvoxe knekte,
Der kand frisk mod fienden fekte
Og om Danebod end tale,
Naar hun er i dvale.«