Til Nic. Fred. Sev. Grundtvig
Afsjungen ved Slutningen af hans historiske Forelæsninger i Borck’s Collegium
Afsjungen ved Slutningen af hans historiske Forelæsninger i Borck’s Collegium
Kæmpeaand fra Kraftens Alder!
Djerve Søn af Nord!
Som med sølvgraa Isse kalder,
Og med Flammeord,
Frem til Kamp hver nordisk Broder
For den gamle Heltemoder!
Hør: i Fimbul-Natten svare
Dig en Yngling-Skare:
Lukt med Bølgen blaa,
Skal vi elske tro, saa længe
Hjerterne kan slaae!
Tro, som vore djærve Fædre,
Og i Krig og Fred det hædre!
See: ved Fortids store Minder
Blusse vore Kinder!
Her, blandt Nordens stolte Have,
Her er Fredens Bo!
Gyldne Ax, paa Kæmpegrave,
Til vor Føde groe;
Skud vi er’ af Egens Stamme;
End kan vore Hjerter flamme;
End har Troskab, Mod og Nemme
Her i Danmark hjemme!
Længe lød Dit Raab i Ørken,
Taushed Svar kun gav:
„Sandhed slumred’ længst med Styrken
I dens Heltegrav!
Endnu Freias Stjerne blinker,
Men en Signe ei den vinker;
Ad de djærve Kjæmpeviser
Flittertiden fniser.”
Som en Kæmpe mellem Dværge
Stred Du, Gud i Vold;
Sandhed var Dit gode Værge,
Barnets Tro Dit Skjold!
Fast Du stod mod Løgnens Vælde,
Fast, som Norrigs gamle Fjælde!
Sang som Regner, mellem Krybet,
Midt i Ormedybet.
Ja, i mange, tunge Dage
Har Du ærlig stridt,
Miskjendt, uden Klynk og Klage,
Til Dit Haar blev hvidt. —
Held! Men Seier har Du vundet,
Snart er Døgnets Nat forsvundet,
Snart skal Aandens Sol fra Norden
Funkle over Jorden.
Klart Du tyded’ for os Unge
Sagas Runestav;
Stormen lærte Dig at sjunge
Og det stolte Hav;
Snart Din Sang til Brage-Harpen
Tordned’ vældig som en Sarpen;
Snart os trylled’ Dine Psalmer,
Under Fredens Palmer.
Slaa endnu Din Harpe længe,
Sanger djærv og graa!
Men, saalænge Danmarks Vænge
Eier Piger smaa,
Eier Mænd, som Dansk kan sjunge,
Skal af Gamle, skal af Unge
Fro Din Kæmpevise høres,
Og hvert Hjerte røres!