Hver en Smaafugl blunder
I den dunkle Lund,
Med sit Hoved under
Vingens bløde Duun;
Hellig Taushed troner
Over Mark og Vang;
Fra det Fjerne toner
Kun en Vandrers Sang.
Elverpiger hviske
Mellem Søens Rør,
Svøbt i Duggens friske,
Lette Perleslør;
Medens Alfer kikke
Frem af Busk og Krat,
Engens Blomster nikke
Tusinde Godnat.
Trættet af sin vilde,
Stolte Kæmpegang,
Bølgen luller stille
Paa sin Aftensang;
Bugten mod den strækker
Blomsterarme to:
Som et Barn den lægger
Sig deri til Ro.
Ogsaa jeg vil følge
Længslen i mit Bryst,
Som den vilde Bølge
Søge Fredens Kyst!
Vidt, min Sjæl, du flakked’
Uden Ro og Rist;
Nyd da nu en stakket,
Ak, kun stakket Frist!