Længst den nye Verden var opdaget —
Over Byttet sig Europa smed:
I den gamle Urskov Øxen braged’,
Spanien plyndred’ Perus Herlighed.
Frugtløst stred den vilde Indianer,
Til, med Tomahavken i sin Haand,
Did han steg, hvor over Stjernebaner
Blandt den Sværm, der, som Termittermyrer,
Oversvømmede Columbus’ Land,
Vandrede en engelsk Æventyrer
Til et Fort ved Delavaras Rand:
Mer’ og mere bag de dunkle Skove
Sluktes Aftensolens Straalepragt,
Og han lagde træt sig til at sove,
Paa sin Randsel og sin Kappe strakt.
Vakt af Slummer, han i Natten skued’
Noget Mørkt tæt bag sit Hoved staae:
Gjennem Mulmet tvende Øine lued’,
Og i rædsom Taushed paa ham saae.
Til Pistolen greb han i sit Belte;
Men alvorlig, som en Gravens Aand,
Traadte mod ham en af Skovens Helte,
Hævende til Fredstegn taus sin Haand.
Mørk den Vilde vinked’, og han fulgte,
Halvt med Videlyst og halvt med Gru —
Ikke længer Skyen Maanen dulgte,
Klar paa Himlens Blaa den straaled’ nu —
Uden Ord de vandred’ fremad Begge
Gjennem Slyngeplanter, Krat og Rør,
Først, da Dagen hæved’ Mørkets Dække,
Stod’ de ved en lille Vigwams Dør.
Ind de traadte — Vandringsmanden grued’:
Blodige Trophæer paa Væggen hang;
Mellem nitten Hovedhuder skued’
Han et Qvindehoveds Flætning lang.
Hjortekjød og Vand af Skovens Kilde
Ham med skummel Taushed Værten bød;
Først, da Maaltidet var endt, den Vilde
Hæved’ stolt sit Hoved, og udbrød:
„Fri, som Bøflen paa den vide Slette,
Gik den Vilde her fra Arildstid;
Stolt sit Fædreland han kaldte dette,
Til den store Aand ham vinked’ did;
Men, lig Glenterne, der lugte Bytte,
Hungrig Dine blege Brødre kom:
Nu den vilde Mand har ingen Hytte,
Paa hans Hoved styrter Skoven om!
Fredens Pibe, som vi rakte Eder,
Traadte I med Haan i Støvet ned,
Og, saa vidt Amerika sig breder,
Har, lig vilde Dyr, vi ingen Fred:
Dalens helligholdte Ild er slukket,
Værnet tusind Aar for Stormens Suus;
Hvo, der ei for Eders Torden bukked’,
Ja! lig Bjørnene i Biens Kube
I min Barndomsdal I har indbrudt,
Dræbt min Fader: Skovens ældste Gubbe;
Mine Brødre, mine Venner skudt.
Alle er’ som Dalens Ege fælded’
Af de blege Ansigter fra Øst!”
Saa han taled’, indtil, overvældet,
Smerten negtede hans Tunge Røst —
Og han sænkede sit stolte Hoved,
Bøied’ sukkende sin Heltekrop,
Til med eet, lig En, der tungt har sovet,
Atter vildt han slog sit Øie op:
Hovedhuderne han tog fra Knagen,
Bandt dem som et Bælte om sin Lænd,
Og de vandred’ atter ud, hvor Dagen
Over Skovnaturen dæmred’ end. —
Nærmere og nærmere en Brusen
Bag den gamle Urskovs Stammer lød:
Snart de stode, hvor fra Klippeslusen
Niagaras Kæmpevandfald brød:
Mørke Graner hang paa Fjeldemuren,
Dybt i Tragten bruste Strømmens Skum;
Og det var, som rundtomkring Naturen
Ved det store Skuespil stod stum.
Atter talede den mørke Kriger —
Rædsom Alvor paa hans Pande laa —:
„Tyve Gubber, Mænd og Børn og Piger
At opoffre, har jeg svoret paa!
Nitten for min Tomahavk alt blødte —
Om min Lænd Trophæerne Du seer;
Nu paa denne Dag, da Dig jeg mødte,
Offre skal min Hævn den Sidste her! —”
Bleg den Reisende tilbagegrued’,
Slyngende sin Arm omkring en Gran;
Men, som Lynet, før han ret det skued’,
Sprang Huronen ned fra Fjeldets Rand —
I et Nu han var begravet vorden
I den vilde Niagara-Elv —
Over ham henbruste Fossens Torden.
Offeret: det Sidste, var — han selv!