Rap dig, min Pegasus!
Snart er det Aften —
Kamp imod Stormens Suus,
Hærder jo Kraften —
Hjem, førend Theevandstid,
Skal du mig bringe!
Slaa da mod Sneen hvid
Lystigt din Vinge!
Nede bag Birkens Green
Saugmøller klappe;
Hist med sin lette Reen
Kjører en Lappe;
Herligt fra Filefjeld
Granskoven Dufter;
Iishavets store Væld
Friskere lufter.
Hist, som en Nøddeskal,
Tumler en Snekke;
Brat for Orkanens Gjald
Masterne knække;
Trygt dog paa Islands Kyst
Fyrigt min Ganger,
Trodsende Veirets Dyst,
Bringer sin Sanger.
Hil dig Snorro’s, hil dig Thorvald’s Fødeø!
Skaldet est du, Gubbe i den vilde Sø!
Tusindaarigt Sagnet paa din Læbe boer,
Om den stolte Gunner’s og om Nial’s Mord.
Kold er Hjertets Krater, og dit Haar er hvidt;
Langt fra Verden staaer du, som en Eremit.
Ingen Sangfugl fløiter paa din øde Strand;
Ingen Blomst jeg skuer, ingen Birk og Gran;
Faar og vilde Heste nippe Fjeldets Græs;
Edderfuglen lægger Æg paa Strandens Næs;
Hvalens Beenrad kneiser, som et strandet Vrag;
Hist og her man skimter kun et lille Tag.
Hekla op mod Himlen spiler mørkt sit Svælg,
Medens Stormen puster med sin Blæsebælg.
Men, i Dalens Hytte, i den lune Krog,
Læser Patriarken høit af Sæmunds Bog,
Taler om den store, underfulde Jord,
Om ukjendte Skove, hvori Fuglen boer;
Vilde dog ei bytte Hjemmets Vinteriis
Bort for Sydens evigunge Paradiis!
Men du forsinker mig,
Gubbe i Norden!
Straalerne vinke mig
Sydligt paa Jorden;
Fjernt til den blaalige
Alpelands-Himmel,
Over den smaalige
Menneskevrimmel!
Munter, min gode Hest,
Her er det Sommer!
See, til en Viinhøstfest
Tidsnok vi kommer!
Stoltelig til sit Hav
Bølger sig Rhinen —
Her vil jeg stige af,
Her ved Ruinen!
Solen daler i sin Majestæt;
Ørnen sig i Aftenrøden svinger;
Fjernt staae Sweitzerbjergene besneet’;
Sødt i Dalen Hyrdeklokken klinger.
Himmelblaat sig slynger Flodens Speil,
Og i Guld hensmelte Fjeldets Graner.
Nede vrimler det af tusind’ Seil;
Hist ved Rolandsek et Dampskib lander.
Lystigt skilles Reiseskaren ad;
Nogle Randslerne paa Ryggen slænge.
Hist en Kunstnerflok fra Norden glad
Synger: „Danmark, deiligst Vang og Vænge.”
Mangt et gothisk Spiir og gammelt Taarn
Hæver sig vemodigt op i Dalen:
Her paa Klippen stod en Borg tilforn;
Vilde Græskar gro’ i Riddersalen.
Hyrdepigen med den brune Kind
Til den Fremmede uskyldigt nikker;
Fører mig ved Haanden mild derind,
Viser mig paa Muren Blodets Prikker.
Og af Gruset Borgen atter staaer,
Med sin Ridder og sin Mestersanger;
Hist ved Vindelbroen Frøknen staaer,
Klapper rødmende sin Elskers Ganger.
Borgens Herre og en fed Prior
Drikke Broderskab, med røde Næser;
Op de springe fra det fyldte Bord,
Thi til Kamp i Hornet Vægt’ren blæser.
Fjenden stormer! — ak, hvad siger jeg?
Taus i Secler smuldned’ jo Ruinen! —
Trende Kilerburscher byde mig,
Paa dens Gruus, et Glas af Rhinlandsvinen.
Og vi stemme høit i lystigt Chor:
Skaal for gamle Tydskland og dets Sønner!
Skaal for Danmark, for den hele Jord,
Og Enhver, som paa dens Gaver skjønner!
Huerne, til Farvel,
Burscherne svinger:
Echo fra Fjeld til Fjeld
Hurraet bringer.
Mere mod Sydens Pol
Atter jeg rider;
Som i en Lænestol,
Rolig jeg sidder.
Bjerge og By paa By,
Skove og Strømme
Nede paa Jorden flye,
Let som i Drømme,
Øverst paa Alperne
Rosen jeg plukker;
Deilig bag Bjergets Snee
Eden opdukker.
Hellige Romermuld!
Nu i din Have
Dækker Orangens Guld
Heltenes Grave!
Der, hvor din Kæmpeørn
Verden har skrækket,
Dandse nu Tidens Børn
Blomsterbedækked’.
„Men Theen er færdig! saa hør dog en Gang! —”
Forbauset ved Raabet jeg vaagned’ af Drømmen:
Min Pegasus steiled’, og Sad’lgjorden sprang;
Fortvivlet jeg greb efter Manken og Tømmen.
I Ætna, jeg tænkte, du styrter maaskee,
Og knækker din Hals; men hvor blev jeg fornøiet,
Da trygt jeg i Sofaen sad ved min Thee,
Og Lyset paa Bordet mig blinked’ i Øiet!