Laurids Kok (1634–91)

Kock (Kok), Laurids Olufsen, 1634–91, Præst, Sprogmand og Digter, var Søn af Præsten Oluf K. til Asmindrup og Grandløse ved Holbæk (d. 1650) og Else Nielsdatter. L. K. blev født i Asmindrup 13. Sept. 1634 og Student fra Roskilde Skole 1653, hvorefter han gjorde en Udenlandsrejse, om hvis Tid og Maal dog intet nærmere vides. I Forbindelse med denne staar formodentlig hans lille utrykte danske Sproglære, «Introductio ad lingvam Danicam, puta Selandicam, in usum exterorum», et af de tidligste blandt den Række Arbejder til Modersmaalets Opdyrkning, som siden fortsattes af Pontoppidan, Hans Ravn, P. Syv, Gerner o. a. Skjønt han blot behandler Sproglæren i praktisk Øjemed for Udlændinger og mener, at det vilde være «at føre Ugler til Athen» at skrive den for Landets egne Børn, har han dog Syn for Sprogsammenligning og især for Dialektforskjelligheder. Hans Fremhævelse af den sjællandske Mundart som den, af hvilken vort Skriftsprog er fremgaaet, udførtes videre af Efterfølgerne. K.s Samlinger til en dansk-latinsk Ordbog udkom heller ikke, men ere dog ingenlunde uden Betydning for Modersmaalet og kom P. Syvs og Matth. Moths større Ordbogsarbejder til Nytte. Disse Samlinger falde vistnok efter, at K. i 1666 var bleven Rektor ved den lille Skole i Ringsted. Fra denne Tid stammer ogsaa hans «Ringsteds Beskrivelse», et Stykke topografisk Poesi af Tidens sædvanlige Slags, hvori man i det højeste kan finde en vis jævn Humor i Fremstillingen af Smaakjøbstadslivet. Efter 7 Aars Skoletjeneste blev K. befordret til Præst paa Refsnæs ved Kalundborg 1673 og maa have gjort god Fyldest i denne Stilling, da han 1684 blev valgt til Provst i Arts Herred. I sit 40. Aar ægtede han her 21. April 1674 Formandens Enke, Elisabeth Sophie Lauridsdatter Gram, som overlevede ham til 1712 og endnu naaede at blive gift med hans Eftermand. Deres 6 Børn døde alle unge, de 2 i samme Epidemi, som bortrev Faderen 17. Marts 1691, ikke 57 Aar gammel.

Hvad der vil bevare L. K.s Navn, er de Viser, hvormed han bidrog til sin Ven, Skole- og Studenterkammerat P. Syvs Folkevisesamling, nemlig «Sjællands Befolkning», der sætter den gullandske Hypothese paa Vers, «Jagten paa Refsnæs» om Valdemar den unges Død og især Danevirkevisen («Danmark, dejligst Vang og Vænge»), der indtil vore Dage har holdt sig som Nationalsang. P. Syv siger vel kun, at han «fik» disse Viser af L. K., «en flittig og vel forfaren Mand i gamle Sager»; men da han tillige betegner Viserne som «nye», er K. selv rimeligvis Digteren. I saa Fald har han her benyttet den gamle, folkelige Visetone med en poetisk Sans, som man ikke skulde vente efter hans «Ringsteds Beskrivelse» eller hans utrykte versificerede Omskrivning af Prædikerens Bog. Endelig bidrog han ogsaa til P. Syvs Ordsprogssamling.