Henrik Gerner (1629–1700)

Gerner, Henrik Thomsen (Thomæsøn), 1629–1700, Biskop. Født 9. December 1629 i København, død 14. Maj 1700 i Viborg, begravet i Domkirken. Forældre: Handelsmand, senere Renteskriver og Kasserer ved Forraadskassen Thomas Gerner (død ca. 1673) og Karen Henriksdatter. Gift 1656 med Dorothea Jensdatter Bircherod, født 11. Oktober 1636, død 19. Februar 1705 i Viborg, Datter af Sognepræst i Birkerød Jens Hermansen Bircherod (1588–1657), gift 1° med N. N.) og Marens Jacobsdatter (1593–1680).

Henrik Gerner var først bestemt til Handelsvejen, men hans Privatlærer blev opmærksom paa hans særlige Begavelse for Studier og fik Faderen til at lade ham studere. Han blev Student 1650 fra Frue Skole, tog 1652 Attestats, virkede til 1654 paa Herlufsholm som Medhjælper hos den som Filolog navnkundige, men som Pædagog hjælpeløse Rektor Zacharias Lund, blev 1654 Baccalaur og rejste udenlands, først til England (Oxford), i hvis Sprog og Aandsliv han levede sig ind, og 1655 til Holland (Leiden og Utrecht). 1656 blev han Kapellan hos Sognepræsten i Birkerød, Jens Hermansen Bircherod, og da denne døde 1657, hans Efterfølger. Under Svenskekrigen 1658–60 døjede han haarde Trængsler; i Begyndelsen af 1658 blev hans Præstegaard plyndret seks Gange, og da der til sidst hverken var Indbo eller Kreaturer tilbage, kastede Soldaterne Lod om hans Præstekjole. 6. September 1658 overgav Kronborg sig til Svenskerne, og 1659 stiftedes den kendte Sammensværgelse af Ridefogeden paa Kronborg Len Hans Rostgaard, Ingeniør Ole Steenwinkel og Dronningens Foged paa Hørsholm Lorens Tuxen, som bar Arbejdets Hovedpart. Formaalet var at generobre Fæstningen. Engelske Lejetropper, hvervet for Karl Gustaf, men utilfreds med dennes Behandling, skulde danne den militære Støtte for Foretagendet, og Henrik Gerner kom paa Grund af sine engelske Sprogkundskaber og ved sin Gæstfrihed mod den engelske Oberst Richard Hutchinson, hvem Henrik Gerner paavirkede til at gaa imod Karl Gustaf, ind i Sammensværgelsen. Da denne blev opdaget i Slutningen afJuni 1659, blev Henrik Gerner arresteret i sin Præstegaard, forhørt under Tortur, men gav ingen Meddelelser og blev derefter dømt til at henrettes 19. August. De Tanker, der fyldte ham inden Henrettelsen, og som han gav Udtryk for, bl. a. i et Brev til sin Hustru, vidner om hans mandige Gudsfrygt og patriotiske Sindelag. Han slap imidlertid med Livet, fordi man fra svensk Side kunde benytte sig af hans Person til at presse Regeringen i København til at løslade Gesandten Sten Bielke; det danske Kongepar gjorde sig megen Umage — ogsaa gennem den franske Gesandt hos Karl Gustaf Terlon — for at faa Henrik Gerner fri, og Bielke blev løsladt 18. August, men i over et Aar blev Henrik Gerner holdt i strengt Fængsel, en Tid i Helsingborg, og først efter at der to Gange var erlagt kummerligt sammen- skrabede Løsepenge for ham, fik han sin Frihed ved Freden 1660. De tredobbelte Lænker og det 18 kg tunge Jernlod, som han havde baaret i atten Uger, lod han ophænge i Birkerød Kirke. Efter disse haarde Trængsler fulgte lykkelige Arbejdsaar. Henrik Gerner nød en hæderkronet Anseelse, han udfoldede en beundringsværdig Flid, og han oplevede, takket være sit dygtigt drevne Landbrug, at faa økonomisk betryggende Kaar og havde indtil 1679 Ret til Krohold i Birkerød. Henrik Gerner havde et frodigt Sind og et aabent Blik for Naturen og Bondens Liv; hans Bearbejdelse af Hesiods »Gerninger og Dage« ud fra hans kristelige Livssyn er ledsaget af en Skildring paa Vers af Bondens lykkelige Arbejde Aaret igennem (1670), og hans Interesse for Nordsjællands Flora satte sig Spor i P. Kyllings »Viridarium Danicum« (1688). Hans Interesse for Menneskelivet med dets Forpligtelser over for Samfundets Indretninger satte Frugt i hans velskrevne, djærve social-etiske Skrifter »De Wiisis politica practico-sacra« og »De Wiisis oeconomica practico-sacra«, begge fra 1662. I det første Skrift behandler han Kongens Pligter og de Krav, der maa stilles til hans personlige Moral og til hans Raadgivere; hvad han skriver om Gejstligheden og dens Gerning, er hvad vi vilde kalde Pastoralteologi, og endelig giver han sine Synspunkter for Undersaatternes Forhold til den verdslige og gejstlige Øvrighed. Det andet Skrift behandler Hjemmets Liv og Opdragelsens Pligter og Opgaver. Hans Ærevers til Christian V.s Salving 1671 viser ham som en god Skandinav, idet han ogsaa lader Sverige hylde Kongen. Henrik Gerners øvrige Poesi er ikke meget værd, uanset at den er omfattende i Kvantitet og tjener hans oprigtige Royalisme. »Dend store Nordens-Konnings Christian dend Femtis berømmelige Land- Togs oc aff Gud forleente lyckelige Seyervindingers Ilias«, 1681 (ↄ: den skaanske Krig), er som Kulturdokument mere interessant end som et Digterværk i stive Alexandrinere; det fortsattes i den »continuerende Ilias«, 1685 (omhandlende Aarene 1680–85), og begge Skrifter er indholdsmæssigt paa samme Linie som Anders Bordings Blad »Den danske Mercurius«. Om Henrik Gerners Forkyndelse som Præst kan vi danne os en Forestilling gennem hans homiletiske Publikationer: »Sædvanlige Hellige Dagis Hellige Tanker« (1684), og »Gudelige Tanker« (1693), to Prædikensamlinger over henholdsvis Evangelier og Epistler. Henrik Gerners Prædikener er Homilier, der forklarer og anvender Teksten Led for Led; han er ikke en spekulativ, men en praktisk religiøs Prædikant, antipapistisk i sin Lutherdom, men med et Indslag af den mystiske Fromhed, der over Joh. Arnd kom fra katolsk Fromhedsliv, ofte med djærve Fyndord og kaldende til personlig Gudsfrygt ved Omvendelse i Dag. Anvendelsen (Applikationen) af Teksten er sikkert formidlet gennem engelsk Paavirkning (Erik Pontoppidan, som i sin Pastoralteologi (1757) bekæmper »den engelske Prædikemaade«, nævner saaledes ikke Henrik Gerner blandt Forbillederne som Prædikanter). Barokstilens dekorativt opbyggede og gavmildt fremvældende Ord og Billeder er ogsaa litterært i Tidens karakterfulde Præg. Henrik Gerners Prosa minder om Kingos Poesi; de var samtidige og begge af skotsk Slægt. 1678 udgav Henrik Gerner et Skrift, hvori han baade fejdede med Peder Syv om Retskrivningens Regler og selv fremstillede sine Synspunkter for Retskrivningens Metode (»Ortographia Danica eller det danske Sproks Skrifverictighed«, 2. Udgave 1679). Den ydre Anledning var den aarhusianske Konrektor J. Rhodes Udgave af Comenius’ »Orbis sensualium pictus« (1672); i denne Bog var Retskrivningen i den danske Tekst vilkaarlig og upraktisk. Medens Peder Syv vilde lade Retskrivningens Regler bestemmes af videnskabelige Undersøgelser af Sprogets ældre Former, vilde Henrik Gerner nøjes med at henvise til det sidste Hundredaars Bøger (i Særdeleshed Bibeloversættelser, Lovbøger, Kongekrøniker og andre lærde Mænds Skrifter). Han frygtede Vilkaarlighed i Retskrivningen og vilde for at undgaa den lægge den almindelige Praksis til Grund, dog saaledes, at det ikke blev en eller anden Dialekt, der fik afgørende Indflydelse, men hvad vi nærmest vilde kalde Praksis i Rigsdansk. Hvor uenig end Henrik Gerner var med Peder Syv, forenedes de dog begge i Kærlighed til Modersmaalet og i et oprigtigt Ønske om at holde Sproget rent for fremmede Ord, hvad der dog ikke lykkedes Henrik Gerner Hans Forslag om at lade en lærd Voldgift dømme sig og Peder Syv imellem, hvortil denne var villig, blev ikke til noget, men sine Synspunkter fastholdt han uforandret over for Peder Syvs Gensvar (1685) i sin »Epitome philologiæ Danicæ« (1690). 1680 var Gerner blevet Magister og 1690 Provst i Lynge-Kronborg Herred. 1693 blev han Biskop i Viborg og tillige Dr. theol. Han var en myndig Biskop, ivrig efter at opflamme sine Præster til Nidkærhed og personlig Ulastelighed. Han døde ved et mærkeligt Ulykkestilfælde; han fik ved Aftensbordet et Stykke Kød paa tværs i Halsen, og da det ikke kunde fjernes, maatte han dø af Sult. Han lagde sig i sin Kiste og døde ti Dage efter.

Maleri af K. van Mander (Frederiksborg); Kopi af C. A. Jensen 1836 (Birkerød Kirke); Kopi herefter i Viborg Domkirke. Litografi efter van Manders Maleri 1867, Radering 1899. Maleri 1696 i Norge. Stik 1684. — Mindesmærke af Johs. Wiedewelt ved Jægerspris. Buste af Johs. Kragh 1917 i Birkerød.

Erik Pontoppidan: Marmora Danica, II, 1741, S. 196 f. Samme: Annales ecclesiæ danicæ, IV, 1, 1752, S. 182–85. H. B. Melchior: Historisk Efterretning om den frie, adelige Skole paa Herlufsholm, 1822, S. 169. Laurits Thura: Hans Rostgaards Liiv og Levnet, 1726. Ny Minerva 1807, Okt., S. 61–71. H. F. Rørdam: De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar mod Karl Gustav, 1855, S. 126. Fr. Winkel Horn: Peder Syv. En literærhistorisk Studie, 1878, S. 81 ff. C. Christensen: Hørs- holms Historie, 1879, S. 350, 366. Fra Frederiksborg Amt, 1907, S. 65–91. Hans Kau: Birkerød-Præsten Henrich Thomasøn Gerner, 1909. V. J. v. Holstein Rathlou: Deliciarum Manipulus Danicarum, 1914, S. 59–108. H. Bertelsen: Danske Grammatikere, III, 1919. Thomas Kingos Aandelige Siunge- Koor med Indledning af J. Oskar Andersen, 1931, S. LXII, LXXXII. P. Severinsen: Viborg Domkirke, 1932, S. 424–27. Kirkehist. Saml., 4. Rk., III, 1893–95, S. 117–39; 5. Rk., II, 1903–05, S. 144–60. Valdemar Seeger: Birkerød Kirke, 1925.