Frederik 4. (1671–1730)

Frederik IV, 1671–1730, Konge. 11. Okt. 1671 fødtes F. som den ældste Søn i Christian V’s Ægteskab med Charlotte Amalie af Hessen. Den Undervisning, han fik som Barn og som ungt Menneske, var ingenlunde saa god, som den burde have været. Vistnok havde han til Hofmester Michael Vibe, bekjendt som Vicekansler i danske Kancelli og en vel begavet Mand; men, hvad der nu end har været Grunden, saa drog Vibe ikke Omsorg for, at den unge Prins lærte, hvad han skulde have lært. Hans Retskrivning var daarlig, naar han skrev Dansk eller Tysk, rædsom, naar han vilde udtrykke sig paa Fransk. Af Historie, økonomiske og andre Statsvidenskaber, som han vilde have haft saa megen Brug for som Regent, lærte han kun lidet, og han klager derfor senere jævnlig over, hvor stor Møje det havde kostet ham blot nogenlunde at raade Bod paa, hvad der i saa Henseende fattedes ham. Endnu værre var det, at hans Undervisning væsentlig var gaaet i Hænderne paa en Tysker, Cassius. Dette i Forening med den stærkt tyske Tone, der herskede ved Christian V’s Hof, gjorde, at Tysk kom til at ligge ham ulige nærmere end Dansk. Da han var bleven voxen, foretog han (1692–93) en Udenlandsrejse til Tyskland, Italien og Frankrig, og de Indtryk, han herved havde faaet, særlig i Italien, vare saa stærke, at de bragte ham til som Konge at foretage en ny Rejse ned til dette Land (1708–9), og det uagtet Forholdene i Evropa den Gang ingenlunde syntes at opmuntre til at foretage en Adspredelsesrejse. Thi fra anden Side kunne disse Rejser næppe opfattes. Da han havde Sans for Arkitektur, havde han med Hensyn til denne Kunstart vistnok Nydelser i det kunstrige Syden, som vare smukke og ædle; men for øvrigt er det aabenbart med rette sagt om ham, at han havde mere Sans for Italiens levende Skjønheder end for Rafaels malede. Hans Kunstsans var i det hele næppe synderlig større end hans Interesse for Videnskab, der var og blev en lukket Bog for ham.

Ved Siden af disse store Mangler i F.s Udvikling og Personlighed havde han imidlertid fortræffelige Egenskaber. Hans gode naturlige Forstand var styrket ved en ypperlig Hukommelse, og han lagde en overordentlig Flid og Arbejdskraft i sit Arbejde som Konge. Hvad enten han var paa Rejse i Norge, paa Inspektionsrejser omkring paa Ryttergodset, eller han sad i sit Kabinet med Statsregnskaber og Indstillinger fra Kollegierne for sig, søgte han at se med egne Øjne og skyede ingen Anstrængelse for at trænge ind i Sagerne. Ingen Konge har nogen Sinde taget sin Gjerning mere alvorlig end han. Dertil kom den Evne, han, uagtet sit ingenlunde synderlig skjønne eller imponerende Ydre, havde til at optræde med kongelig Værdighed, en stor personlig Elskværdighed over for dem, som han daglig arbejdede med, og noget ligefremt, folkeligt i hans Maade at være paa over for Folk i jævne Stillinger og Menigmand, hvorved han vandt Hjærterne for sig. I høj Grad værdifuld var den Karakterfasthed, han i farlige Øjeblikke kunde udvise. Der blev god Brug for den under de vanskelige Kriser, som hans Regering var fuld af.

Vigtigst i saa Henseende var den store nordiske Krig (1709–20). Naar man har opfattet hans Deltagelse i den som overvejende fremkaldt af letsindig Krigslyst, har det været med urette. Saadan som Danmark-Norges Stilling var ved hans Tronbestigelse (25. Avg. 1699), tilraadede vægtige Grunde at gjøre de yderste Anstrængelser for at sprænge Forbindelsen mellem Sverige og Holsten-Gottorp. At løsne den med det gode havde i Christian V’s sidste Aar vist sig umuligt. Derimod vare Forberedelserne til at kaste sig ind i Krigen 1709 ingenlunde trufne med tilstrækkelig Omhu. F. selv var vistnok en personlig modig Mand; men han havde intet Feltherretalent, det fattedes ham paa den overlegne Personlighed, den Sikkerhed i at finde de rette Midler og den Snarraadighed, der behøvedes under en farlig Krig, og hvor værdifuld end hans seje Udholdenhed var ved flere Lejligheder, blev hans Karakterfasthed undertiden til Stivsindethed. Der kunde ogsaa være noget smaaligt ved ham, der under diplomatiske Forhandlinger virkede uheldig. Imidlertid saa han dog gode Virkninger af sin Udholdenhed, da Krigen endte til Gavn for Riget, og det væsentligste, han vandt ved den, hele Slesvigs Inkorporation i den danske Krone, satte han siden al Kraft ind paa at værne om under det vanskelige Forhold til Rusland, der i flere Aar efter Fredslutningen i Frederiksborg frembød alvorlige Farer. Det var ikke en Frase, naar han udtalte, at han hellere vilde vove alt end opgive noget igjen af Slesvig. Inden han døde, kunde han haabe, at han lykkelig havde ført Riget igjennem de værste Farer, der her truede, og samtidig havde hans faste Holdning over for Kejserhoffet i Wien skaffet ham Rigsgrevskabet Rantzau og en for Staten heldig Løsning af Arvestriden om Fyrstendømmet Pløen.

Hvor elskværdig F. end var at arbejde sammen med for dem, han ret havde Tillid til, kunde det have sine Vanskeligheder at være Minister hos ham. Som han havde de mest ophøjede Forestillinger om sin Kongemagts Hellighed og Rettigheder, saaledes vaagede han ogsaa med en vis Mistænksomhed over den. Det var endog flere Gange, som om han var bange for, at hans Ministre skulde have for meget at sige, og han kunde i slige Øjeblikke holde af at lytte til andre Raadgivere, hvad der ingenlunde var til Gavn for Styrelsen. Det mest paafaldende Udslag af hans Skinsyge og Mistænksomhed var det Had, som han nærede imod den gamle danske og den holstenske Adel. Uden nogen rimelig Grund saa han i dem farlige Fjender af sin Enevælde, og foruden at han selv, især efter 1721, søgte at omgive sig med Mænd af udenlandsk eller af borgerlig Byrd, opfordrede han i et Slags Testamente sine Arvesuccessorer til som en Velfærdssag at holde alle Mænd af de ovennævnte Adelsslægter borte fra næsten samtlige høje Stillinger i Staten. Der gaar en Lidenskabelighed igjennem Kongens Udtalelser, som synes ufattelig.

F. havde i de første Regeringsaar været optaget af store Reformplaner. Saa snart han havde faaet sluttet Freden i Traventhal (1700), søgte han at skaffe Staten et forøget Værn ved Oprettelsen af en Landmilits i Danmark, der kunde være et Sidestykke til den, der allerede fandtes i Norge (22. Febr. 1701). Aaret efter ophævede han Vornedskabet, der hvilede paa Bondestanden paa den sjællandske Øgruppe (21. Febr. 1702), og det saa for saa vidt ud, som om en ny Tid skulde begynde for en stor Del af de danske Bønder. Men Landmilitsens Ordning blev uheldig gjennemført; hverken Kongen eller hans nærmeste Raadgivere viste her tilstrækkelig praktisk Greb, og den store nordiske Krig med sine Soldaterudskrivninger og sine umaadelige Skattepaalæg tilintetgjorde alt det gode, som F.s sunde Reformtanker ellers havde kunnet medføre. Oven i Kjøbet sloge uheldige Forhold sig til for Landbruget, og Tanken om Frihedens Betydning for Udvikling af Arbejdslyst var i hine Tider kun lidet udviklet. Resultatet blev derfor, at Kongens Ønsker om at hjælpe Bondestanden i Vejret ingenlunde gik i Opfyldelse, og om Landmilitsen end gjorde særdeles god Nytte under den store nordiske Krig, saa F. dog, at den blev opfattet som en utaalelig Byrde, der afskyedes baade af Bønderne og af Herremændene, hvem det paahvilede at indestaa for, at der blev stillet de nødvendige Rekrutter, og som derfor rundt omkring vilde tvinge Bønderne til at blive ved deres Fødestavn. De forskjellige Forsøg, Kongen gjorde paa at hæve Frygten og Uviljen ved at indskrænke Soldatertjenesten til det mindst mulige, førte til intet.

Ej heller ved den store Forandring i Rigets Stilling, som F. skabte ved Slesvigs Inkorporation i den danske Krone, skulde hans Politik faa tilstrækkelig gavnlige Virkninger. Han havde vistnok et rigtigt Blik for, at den statsretlige Inkorporation helst burde efterfølges af en administrativ Sammensmeltning; men han foretog dog intet i saa Henseende. Sandt at sige havde han nok at tage Vare paa, dels under truende Krigsudsigter udad til, dels under de mange Vanskeligheder, som det voldte ham at faa raadet Bod baade paa, hvad Staten havde lidt ved den lange Krig, og paa, hvad den led ved Naturulykker som Vandflod i Hertugdømmerne, flere Aars Misvæxt og ødelæggende Ildebrande, fremfor alle den store i Kjøbenhavn 1728. Men man kan dog ikke værge sig imod den Formodning, at F. alt for meget har set paa det hele Forhold til Slesvig fra Enevældens Standpunkt og ment, at den dynastiske Enhed havde Magt nok til at sikre Forbindelsen for stedse. Særlig havde han ingen Anelse om Betydningen af at værne om den danske Nationalitet i Slesvig.

Denne Blindhed hos ham kunde kun blive næret ved hans ringe Sans for dansk-norsk Nationalitet i det hele. Det at være dansk var for ham et rent Statsborgerbegreb, uden at det havde noget at sige for ham, hvad Sprog der taltes. Dette i Forbindelse med hans svage Interesse for aandelige Sysler i Almindelighed maatte da ogsaa stille ham temmelig ligegyldig over for Udviklingen af dansk-norsk Aandsliv. Den Hjælp, han ydede det begyndende danske Skuespil, var i Virkeligheden kun tarvelig. Naar Slutningen af hans Regeringstid dog er bleven epokegjørende for Udviklingen af Danmarks og Norges Litteratur, er Fortjenesten en andens, nemlig Holbergs.

Derimod havde F. oprigtig Varme og Iver paa det religiøse Omraade. Hans Regeringstid var i saa Henseende en Overgangstid fra det 17. Aarhundredes Orthodoxi til Pietismen, som den brød frem under Christian VI. F. selv passede godt i denne Overgangstid. Skjønt han ingenlunde sympathiserede med de ivrige Pietister, var han alt for lidt bunden i dogmatisk orthodox Iver til ikke at kunne bruge pietistisk paavirkede Mænd, naar de vare skikkede til at fremme, hvad han interesserede sig for i religiøs Henseende. Saaledes ved Hedningemissionen, som han allerede, da han var Kronprins, personlig havde faaet Sans for, og som han førend nogen anden i det protestantiske Evropa gav Stødet til at faa i Gang. Baade ved Missionen i Indien og oppe i Finmarken brugte han Mænd, der tilhørte Pietismen. Det var sikkert en anden god Virkning af F.s religiøse Sans, at han ved Oprettelsen af 240 Skoler paa Ryttergodset søgte at give et nyt Stød til Almueundervisningen, der i hin Tid aldeles overvejende havde et religiøst Formaal. Derimod kan det ikke kaldes heldigt, at han ogsaa viste sin religiøse Iver ved en urimelig stræng Helligdagsanordning, som han udstedte i sit sidste Regeringsaar.

Uheldigvis formaaede F.s Religiøsitet ikke at holde ham fri for alvorlige Pletter i sædelig Henseende. Han var ogsaa i den Henseende en fuldtro Repræsentant for Enevælden efter Ludvig XIV’s Mønster. Som andre af Datidens Fyrster forstod han at dysse sin Samvittighed i Søvn ved en egen, særlig kongelig Moralbetragtning, indtil den til sidst vaagnede i Slutningen af hans Liv og voldte ham bitre Timer. Inderlig kjed af sin Dronning Louise af Meklenborg, hvem han havde ægtet 5. Dec. 1695, lod han sig vie ved venstre Haand (1703) til en Datter af den preussiske Statsafsending i Kjøbenhavn, Viereck. Hendes snart paafølgende Død gjorde vel hurtig Ende paa dette skandaløse Bigami; men nogle Aar senere tog han en Frøken Schindel til Frille, og da det var kommet til et Brud mellem ham og hende, forelskede han sig i Anna Sophie Reventlow, til hvem han lod sig vie ved venstre Haand. Senere, da Dronning Louise var død (15. Marts 1721), formælede han sig højtidelig med Anna Sophie og kronede hende snart efter til Dronning (31. Maj 1721). Om Anna Sophie og hendes Forhold til Kongen s. I, 289 ff.

Hvor stærk Kongens og Anna Sophies gjensidige Kjærlighed end var, forbitredes Livet for dem begge ved den Uvilje, som hendes Kroning til Dronning vakte baade hos F.s Søskende, Prins Carl (s. om denne III, 358) og Prinsesse Sophie Hedevig, og i endnu højere Grad hos Kronprinsessen. Da deres yngste Søn, Carl, fulgte sine ældre Helsøskende i Graven (10. Dec. 1729), var det, som om F. følte Guds Straf for hans sædelige Forvildelser, og dyb Anger greb ham. Endog den Tanke at overlade Kronprinsen og Konseillet Regeringen for at leve alene for Tanken om sin Sjæls Frelse fyldte ham i nogen Tid. Men han beholdt dog Regeringen og trods stærkt tiltagende Sygelighed røgtede han med aldrig svigtende Pligtopfyldelse sin Kongegjerning, indtil Vattersot i Forbindelse med Brystsyge lagde ham i Graven, da han paa en Rejse igjennem Landet maatte standse i Odense (12. Okt. 1730).

F. var ingen Konge med overlegne Statsmandsevner, og han havde iøjnefaldende Fejl og Mangler; men han var dog ingenlunde blot at rose for at være en flittig Mand. Baade hans Karakterfasthed i farlige Øjeblikke, hans personlige Optræden over for hans Folk og hans Evne til at knytte dette til sig vise, at der var Tømmer af en virkelig Konge i ham, sikkert mere end i nogen anden af Enevoldskongerne efter Frederik III. Derfor blev ogsaa hans Eftermæle længe efter hans Død holdt højt i Ære hos det danske og det norske Folk.

Af de 5 Børn, som Dronning Louise fødte ham, døde de 3 som ganske smaa; kun den senere Christian VI og Prinsesse Charlotte Amalie (s. III, 441) naaede den voxne Alder og overlevede ham.

A. Hojer, Friederich IV glorwürdigstes Leben, 1829. Danske Saml. 2. R. V. Skandin. Lit. Selsk. Skr. XXIII. Steenstrup, Dansk Maanedsskr. 1865, I. Danske Mag. 5. R. II.

E. Holm, Danmark-Norges Hist. 1720–1814 I.