Ottaven

        En strofeform på otte femfods jambiske vers, typisk med enderimene a b a b a b c c. Formen er af italiensk oprindelse og også kendt under betegnelsen ottava rima. Boccaccio og andre bruger formen allerede i 1300-tallet. Målet blev snart normalformen for al italiensk episk digtning og kendte varianter findes i værker af Ariosto (1474–1533), Berni (1497–1536) og Torquato Tasso (1544–1595). Det er dog Pulci som med Morgante Maggiore (1481) opfandt den ironisk-heroiske stil, som ottaven oftest forbindes med.

        Spensers The Faerie Queene (1590) er skrevet på en variant af ottaven, hvor et ekstra vers er tilføjet stroferne. Denne form kaldes også ottaiia rima eller den Spenserianske strofe. I den engelske litteratur er det mest kendte værk på ren ottava rima uden sammenligning Byrons impossante Don Juan (1821). Byron viderefører med Don Juan den genre som Pulci opfandt. Imidlertid synes Spensers strofe dog i sin struktur at ligne en variant af Chaucers strofe i The Monkes Tale fra Canterbury Tales. Det er dog svært at sige, om det er fra engelsk eller italiensk, ottaven og dens varianter gør sit indtog i Danmark. (Cf. Arnholtz §82, pp189ff.)

        På dansk grund skylder vi den største ottave-produktion Frederik Paludan-Müller (1809–76), der med Dandserinden (1833), Amor og Psyche (1834) og Adam Homo (1842) for alvor giver denne eksotiske strofe et mere hjemligt islæt. Undervejs i især Dandserinden og Adam Homo når han at indføre en række variationer, og hos Arnholtz lyder det om disse to værker, at »ottaven [bliver] på én gang intensiveret og liberaliseret«: udover at skrive nogle variationsmønstre over fletrimene ind i stroferne, mestrer han også strofen godt nok til at give det et snart hvilket somhelst udtryk, både høj og lav stil, og dette gør påvirkningen fra Byrons Don Juan tydelig. Desværre har ottaven ikke samme gennemslagskraft i Norden som visse andre italienske strofe- og versformer (sonetten er bare ét eksempel), og eksemplerne er få. "Universaldigteren" Oehlenschlæger når naturligvis at afprøve ottaven og nært beslægtede varianter heraf, bl.a. i »Löveridderen« og »Rosmer Havmand«, derudover også Heiberg i »Adelaide Grevinde af Bombelles«. Flere navne kan nævnes, men hos ingen opnår ottaven den samme status som hos (og for) Paludan-Müller, og er næsten udelukkende begrænset til at omhandle folkeviseemner.