Min Sang er ikke den store,
Den evigt strømmende Flod;
Snarere er den en Skovbæk,
Som risler ved Bøgens Rod, —
Helst gjennem Krattets Dæmring,
Hvor ikke er Vei eller Sti;
De store Byer og Slotte,
Dem kommer den ikke forbi.
Min Sang er den lille Skovbæk,
I Somren fortørret fast;
Vinterens Storm og Skybrud
Maatte til, da Kilderne brast.
Min Sang er kun som en Skovbæk;
Men Havet, den strømmer imod,
Det tænker jeg, den kan finde
Saa godt som den store Flod.
D. 3/7 75.