Ernst von der Recke (1848–1933)

Lyriske Digte (1876)

Prolog
I.
Bryd frem, Kjærminder, af Knoppens Favn
II.
Hvorfor mit Liv gled hen foruden Spor
III.
Min Bolig har jeg under Muld
IV.
Jeg veed, at Timen stunder til
V.
Prindsesse! Dit Navn berømmer
VI.
Ud paa Jagt til min Høisals Pragt
VII.
Den sidste Glød er slukt af Nattens Kuld
VIII.
Jeg vandrer vide paa min Fod
IX.
Der er en Plet i Lunden
X.
Eensom er Kysten, hvor Fjorden gaaer ind
XI.
Der staaer et Slot ved den blinkende Sø
XII.
Fyrstinde, see! Jeg lader en Sonet
XIII.
Ved Søen gik vi, du og jeg alene
XIV.
Af hendes rige Dragt
XV.
Jeg drømte, jeg var en Abild
XVI.
Du seer paa Nøkkerosen hist, som vugger
XVII.
I Skoven, midt i den dybeste Ro
XVIII.
Der var en Tid, da Solglimt fandt Vei til Hjertet ind
XIX.
Det er for tidligt at tænde
XX.
Du klare Speil, mine Drømmes Brud
XXI.
Du siger, mit Blik er forvirret
XXII.
Duggen er falden, og Stjernen har Magt
XXIII.
Hun ligner ingen andre unge Piger
XXIV.
Mens Aftenduggen sænked sig mod Jord
XXV.
Mens Lundens Skygger sig brede
XXVI.
Jeg brænder hvert et Digt, jeg til dig skrev
XXVII.
Der løber en Bæk i Skoven
XXVIII.
Min Sjæl var et lukket Rige
XXIX.
Da skulde du være kommen
XXX.
Mens alle Smaablomster sove
XXXI.
I Kirken er der en Pille
XXXII.
Naar Bølgen i Stormflod stiger
XXXIII.
Hvor Havegangen bøier
XXXIV.
Sidder jeg hos dig hjemme
XXXV.
I Skoven er Bøgen hjemme
XXXVI.
Syng os en Sang ved Festen
XXXVII.
I Salen var der unge Piger nok
XXXVIII.
Somren er gaaet til Hvile
XXXIX.
Der var Skovbal igaar
XL.
Det er ikke meer til at døie
XLI.
Hvad hjælper det meer at stride
XLII.
Jeg kjender en gammel Borgruin
XLIII.
Hver evige Dag maa jeg høre
XLIV.
Gaaer jeg under Bøgens Grene
XLV.
Mig synes, jeg drev paa Havet
XLVI.
En Streg over Alt, jeg har skrevet
XLVII.
Smaafuglen bygger sin Rede
XLVIII.
Kritikken? — Om jeg har seet’en
XLIX.
I fortælle mig, at daarligt
L.
Aldrig var jeg før saa sikker
LI.
Phineus, Salmydessos’ Drot
LII.
Min Hjertenskjær, I have Godnat
LIII.
Jeg kan ikke rigtigt blive klog
LIV.
Grav mig en Grav ved Stranden
LV.
Jeg kjender Havet nøie
LVI.
Du er som Aftenstunden
LVII.
Der meldes om et Jomfrubuur
LVIII.
Ligger jeg luunt for Anker
LIX.
Natten breder ud sin mørke Kaabe
LX.
Afsted, du Sangfuglsklynge
Vision