Min Bolig har jeg under Muld,
Det stærke Fjeld den bygger;
Der ruger jeg paa Fofners Guld
Imellem Dybets Skygger.
Der hviler jeg i Klippens Nat
Med Dragens Kjæmpekræfter;
Der tæller jeg min gyldne Skat
Og tæller stadigt efter, —
Der strækker jeg min Kjæmpekrop
Henunder Loftets Fuger;
Jeg føler Dyngen voxe op,
Imens jeg paa den ruger.
Rubiner som en blodig Regn
Er strøet i Klippens Kløfter
Med Troskabspant og Troskabstegn
Imellem brudte Løfter.
Der glimter som et Taarebad
Af Perler, klare, trinde,
Der ligger mangt et Elskovskvad
Og mangt et fagert Minde.
Alene vogter jeg min Borg
Aarvaagen som en Drage;
Den Skat, jeg ruger paa, min Sorg,
Skal Ingen fra mig tage.
Med Brystet dækker jeg den tæt,
Og hvo mit Guld vil rane,
Maa vide blot, at gjennem det
Han har en Vei at bane.
Thi under Dyngen høi og bred
Er gjemt det bedste Stykke,
Andvares Ring, min Kjærlighed,
Som aldrig bringer Lykke.
1/2 70.