Den sidste Glød er slukt af Nattens Kuld,
Den sidste Sky har tabt sin gyldne Strimmel,
Den sidste høie Bøg sit Hovedguld,
Og Natten drysser, sælsomt lunefuld,
De blanke Korn ud paa den dunkle Himmel.
Mon virkeligt det dages vil paany?
Du klare Sol, kan du din Fakkel tænde?
Kan nogen rosenkindet Morgen grye,
Kan Skyen farves og kan Taagen flye
For Dagens Lys, som kommer uden hende?
Nu glider hun imod den fjerne Bred,
Hvor end er Dag, mens jeg har Nat herhjemme;
O, jeg forstaaer, den Sol, som her gik ned,
Har ogsaa villet følge hendes Fjed,
Thi den, som hende saae, kan aldrig glemme.
Ja, følg med hende, Sol, i al din Glands,
Lad hendes Bane være lys og munter,
Lad hende tælle Blomster i sin Krands,
Imens jeg seer mig blind paa Bølgens Dands
Og tæller Nattens snigende Secunder, —
Og tæller hvert et Suk af Nattens Vind,
Og tæller Mælkeveiens matte Stjerner
Og Traadene i Edderkoppens Spind,
Og tæller, Blink for Blink i Maanens Skin,
Hver Bølge, som dit Billed fra mig fjerner.
15/7 70.