Jeg vandrer vide paa min Fod
Ved Midnat og ved Morgen,
Er snart en Gjæst ved Egens Rod
Og snart i Kongeborgen.
Snart er et Smiil, et venligt Ord
Det Vildt, jeg jager efter;
Snart søger jeg paa Ulvens Spor
Et Maal for mine Kræfter.
Snart rækkes mig en Guldpokal
Imellem Marmorpiller;
Snart er det Dug i Skovens Sal,
Hvormed jeg Tørsten stiller.
Snart flokkes Hoffet, hvor jeg sees,
Til Lyd af mine Strenge;
Snart lytter ingen anden Kreds
End Blomsterne i Enge.
Der staaer et Slot ved Fjordens Rand,
Tæt hegnet ind af Lunde;
Dets høie Taarn man øine kan
Fra fjerne Øer og Sunde.
Der er en Høisal mod Nordvest,
Hvor Solen ikke brænder;
Der vil inat jeg være Gjæst
Hos Greven og hans Venner.
Jeg standser under Murens Fod,
Hvor Kildens Vover springe;
Jeg sætter mig ved Lindens Rod
Og lader Harpen klinge.
Foroven skygges en Karnap
Af tætte Lindekroner;
Af Solens Pile naaes den knap,
Men vel af Harpens Toner.
Deroppe lytter til mit Spil
Den yndige Grevinde;
Men siden kommer Greven til
Og lader Naaden skinne.
Saa bydes jeg i Hallen ind
Og sidder med i Laget
Og stemmer op i Faklers Skin
En Sang om Vaabenbraget, —
Og maner ved min Harpe frem
Kong Karl med samt hans Helte,
Mens Stuen løber rundt med dem,
Og Bord og Kander vælte.
Jeg sidder i den muntre Kreds
Og flittigt Kruset tømmer,
Indtil de blanke Vaaben sees,
Og indtil Blodet strømmer.
Jeg drikker stadigt med for tre
Og Lystigheden vækker,
Til Ingen af dem meer kan see
Saalangt, hans Klinge rækker.
Naar Greven saa med tunge Skridt
Og døsigt Blik sig fjerner,
Jeg følger med min Sang ham blidt
Til en af Fruens Terner, —
Jeg synger høit hver Ridders Priis,
Der har en høvisk Kvinde,
Og lader bag en Muur af lis
Mit Hjerte brændes inde.
23/7 70.