Det er ikke meer til at døie,
Disse slappe, hængende Seil,
Denne Taage trindt for mit Øie,
Dette døsige, blygraae Speil!
Jeg hader de dorske Vande,
Jeg hader den lunkne Luft,
Der leirer sig om min Pande
Tung af Kabyssens Duft!
Jeg væmmes ved dette Trygge,
Denne Jævning af Tørt og Vaadt,
Dette hverken Lys eller Skygge,
Svømmende Graat i Graat, —
Denne Himmel uden en Tegning,
Ingen Sky, som driver for Vind,
Denne færdige, opgjorte Regning,
Denne høflige Pakken mig ind, —
— Hist dukker Noget af Taagen, —
Noget, som tager Form!
Jeg hører Skriget af Maagen;
Kommer der eengang en Storm!
6/2 75.