Da skulde du være kommen,
Mens Bøgen stod i sin Pragt,
Og Haabets vinkende Grønne
Ei kjendte Stormenes Magt.
Da skulde du være kommen,
Mens Knopperne brast i Vaar;
Da havde min Have Blomster,
Som vel kunde smykt dit Haar.
Da skulde du være kommen,
Mens Linden i Blomster stod;
Da havde du fundet et Teppe,
Som passede for din Fod.
Da skulde du være kommen,
Mens Rosernes Flor sprang ud;
Da kunde jeg bundet dig Krandse,
Der sømmed sig for en Brud.
Da skulde du være kommen;
Men Stormene kom før du;
Den Rest, de har ladt tilbage,
Byder jeg Ingen nu.
12/8 73.