Der løber en Bæk i Skoven;
Den følger sin Vei alene,
Kastende sig forvoven
Ned over Rødder og Stene.
Hvor Tornene Veien stænge,
Og Krattet flokker sig tættest,
Hvor knap et Solglimt kan trænge,
Finder den Veien lettest.
Men træffes den længere nede,
Med sagtere Fjed den vanker;
I speilende Bølger brede
Den vugger, fordybet i Tanker.
Tilsidst, hvor den frem sig stjæler
Til Haven, er Modet tæmmet;
Der hviler den taus og dvæler
Og breder sig blomsterbræmmet,
Og glider med Smiil i Oiet
I mangen en Bugt og Snoning,
Mens Abilden over den bøiet
Betragter sin Blomsterkroning. —
Den samme Vei gjennem Skoven
Gik jeg vel hundrede Gange,
Og var som Bækken forvoven,-
Og sang mine muntreste Sange,
Og lod mine Tanker løbe
Omkap med dens hurtige Bølger,
Og havde bestemt at røbe
Det Haab, jeg i Hjertet dølger.
Men stod jeg ved Havehækken
Og ind under Løvet titted,
Det synkende Mod hos Bækken
Bestandigt mit eget smitted.
Og saae jeg fra Vandets Strømme
Dit Billed imøde skinne,
Da stod jeg taus som i Drømme,
25/6 73.