Hver evige Dag maa jeg høre,
At jeg bærer mig ad som gal;
Det ringer rundt for mit Øre,
At jeg er ikke normal, —
At jeg aldrig sætter en Dæmning
Imod mine Tankers Strøm,
At jeg klamrer mig til min Stemning
Og lever mit Liv som en Drøm.
Jeg veed det. Jeg kunde vandre
Med jer i det sikkre Spor
Og holde mig smukt som I Andre
Fra Flugt mellem Himmel og Jord.
Men i dette banker mit Hjerte,
I Bølgegang ned og op,
Snart synkende, knust i Smerte,
Snart høit paa den fraadende Top.
Snart kjørende Solgudens Heste,
Snart hvirvlet i Dødningdands,
For hver Gang kan jeg dog fæste
Et Blad til Mindernes Krands.
Denne Svæven med Lynets Snarhed,
Denne Flugt mellem Fryd og Kval,
Fra Olympens høieste Klarhed
Til Tartaros’ mørkeste Dal, —
Snart fri som en Fugl i Luften
Og snart i Dæmoners Vold,
Svimmel af Æltherduften,
Glødende heed eller kold, —
Denne Sittren i Solens Flammer,
Denne Gysen bag Mulmets Slør,
Denne Kamp, der spænder og lammer,
Det er deri, jeg lever og døer.
Jeg veed det; jeg kunde vandre
Med jer i det sikkre Spor
Og holde mig smukt som I Andre
Fra Flugt mellem Himmel og Jord.
14/2 75.