Ernst von der Recke (1848–1933)

Natten gik frem; ei Nordens lyse Nat,

Med Aftnens Purpurbræm om Kaabens Rande

Og Morgenlysets Straaler paa sin Pande;

Ei Sydens underfulde, dunkle Nat

Med Korsets Demantsmykke paa sin Hat,

Der over Jorden strøer sin rige Skat

Og speiler i de dybe, stille Vande

Sit Skrud med tusinde Karfunkler sat.

Natten gik frem; Natten, den mørke, trange,

Natten, den vide, endeløse lange.

Og Søvnen kom. Jeg stred imod og stred;

Men slangesmidig, følte jeg, den gled

Imod mig frem; jeg følte Giften krybe

Igjennem Aaren, langsomt sank jeg ned

I den uendelige Eensomhed

Som i et Hav, — imod det bundløst Dybe,

Hvor ingen Flyver spredte Vingen frit,

Hvor intet Vindpust sused gjennem Grene,

Hvor ingen Bølge slog mod Strandens Stene,

Hvor intet Hjerte banked uden mit,

Hvor jeg var Alt, og hvor jeg var alene.

Da var det, som et Slør fra Øiet sank.

Og paa en Løibænk, straalende og blank,

Med Kronen om min Tinding, purpursmykt,

Følte jeg pludseligt, jeg hvilte trygt.

Frit drog jeg atter Aande, fri og vaagen

Jeg løftede mit Blik, og frem af Taagen

Steg ranke Søilerader af Lasur,

Som bar det gyldne Loft; fra alle Kanter

Udstraaled Lys af tusinde Demanter

Og brød sig trindt mod Salens Jaspismuur.

Jeg kjendte denne Hal. Hver Steen deri

Var føiet sammen af mim Phantasie;

Hvert snørklet Sving i disse Arabesker,

Der leged hist paa Loftets Gyldengrund

Om Kuplens Tag, som kneiste stor og rund, —

Var mine Tanker, — Væggens rige Fresker

Var mine Syner.

                                            Og fra Hallens Bund,

Hvor Marmorsphinxer laae med lukket Mund,

Lød der en Stemme: Herre! tag dit Rige! —

Og Synerne fik Liv; hvert malet Felt

Udgjød en Skare mod mig, — Drot og Helt

Og underskj ønne Kvinder uden Lige

Flokked sig om min Thrones Purpurtelt

Og bøied sig og kyssed Kaabens Flige.

Jeg reiste mig, tog Lynet ved min Side

Fra Ørnen, som holdt Vagt ved Thronens Fod,

For Døren slog min Hest, det vilde Blod,

Som Ingen uden jeg var vant at ride,

Svang mig i Sadlen og lod Øiet glide

’ Ved Dæmrelyset over al min Hær;

Dødstille vented Alle, fjernt og nær,

Guldtrendsen strammet paa de stolte Heste,

Hver Mand med Haand paa Sværdets gyldne Fæste.

Bag mig stod Maanen op; og rød som Blod

En Straale farved Marskens Hjelmklenod;

Som fængslet, draget ved det bratte Blink

Fulgte mit Øie Himmellysets Vink;

Jeg vilde vendt mig om, — da lød paany:

See ei tilbage! Fremad! Tag dit Rige!

For Fyset hist i Østen drev en Sky.

Frem spored jeg min Hest ; mit Banners Flige

Som Dragevinger gjennem Duften skjød,

Kampluren klang, fra tusind Stemmer lød

Et Jubelraab: Vi følge dig! Vi følge!

Og fremad, fremad over Skov og Krat

Som. en af Stormen jaget Kjæmpebølge

Gik Toget, fremad mod den sorte Nat.

Og fremad, fremad som af Stormen baarne

Fløi Skarens Heste over Byer og Taarne,

Høit over Have, over dunkle Skove,

Hvor Granetoppe streifed Hestens Hove;

Og tættere blev Nattens sorte Skrud,

Og bag mig sluktes Himmellyset ud, —

Fremad! — Og vildere blev Jagtens Fart;

Da svang jeg Lynet, og det lyste klart,

Det gnistred milevidt igjennem Sky

Og tændte dybt paa Jorden Slot og By;

Dybtnede saae jeg dem som Stjerner funkle

Et Nu — saa svandt de bag mig i det Dunkle.

Og fremad, fremad gik det vilde Trav,

Frem mod detMaal, som Natten syntes dølge;

Mulm sløred Alt omkring mig fjernt og nær,

Min Gangers Hoved og den stolte Hær, —

Da klang det atter om mig som et Hav,

Meer vildt end før: Vi følge dig — vi følge!

Og atter svang jeg Lynet, — rundt i Ringen

Jeg kjendte Hver og En, der mangled Ingen.

Trindt i den vide Skare Glimtet faldt

Paa guldbelagte Hjelme overalt,

Paa tusind Gangere med gyldne Manker,

Med Purpurgjord, juveelbesatte Bringer;

Det speiled sig i tusind blanke Klinger,

Og disse Sværd var mine onde Tanker,

Hvert enkelt Vaaben var mig velbekjendt, —

Tusinders Blik bevogtede mig spændt,

Som om mit Hjerte skulde blive Maal

For hver en Arm, for hvert et slebent Staal,

Vildt lurede hvert Oie under Brynet;

Men endnu, saae de, holdt min Høire Lynet.

Det var et Blink, saa svandt det Alt for Synet.

Og mens jeg knuged Vaabnet i min Haand

Og med den venstre strammed Tøilens Baand

Og spurgte selv, mod hvilket Maal min Aand

Igjennem Nat og Farer havde higet,

Lød atter Stemmen: Fremad! Dit er Riget!

Frem! — Som et Vinterhav, der bryder Diget,

— Frem! — Som et Sneskred gjennem Bjergets Krat

Gik Toget frem, frem mod den sorte Nat,

Frem i det Stjerneløse, evigt Tomme,

Hvor aldrig noget Morgengry skal komme

Oe kante Mulmet med sin Purpurbræmme,

Det vide Rum, hvis Dybder Intet gjemme,

Hvis Taushed aldrig lytter til en Stemme,

Hvor Intet er at mindes eller glemme, —

Fremad, hvor mine Drømme have hjemme!

Dog see — med Eet det var, som Mulmet veg —

Meer følte jeg end saae, foran mig steg

En Kjæmpeport af Jern, hvis tunge Fløie

Foroven svandt i Skyer for mit Øie,

Mørk, som den gjemte Nattens sidste Gaade,

Som ingen Dødelig formaaer at raade.

Treflammet, knittrende mod Laas og Bolt

Slyngede jeg mit Lyn, men Porten holdt.

Da holdt jeg Hesten an i stramme Tøiler,

Og løftende mig høit i begge Bøiler

Spurgte jeg: Hvo forbyder mig at ride? —

Og dybt fra Portens Hvælving lød en Røst,

— Fjernt, — og dog nær som i mit eget Bryst —:

Du banker haardt. Vend om; det er paatide.

Og mens som aldrig forhen i mit Sind

En Tvivl, jeg havde kuet, sneg sig ind:

Er dette Maalet, som min Sjæl har søgt

Med al sin Længsel, al sin Kraft og Kløgt,

Det være saa, — men har min Hjerne spøgt,

Var denne Røst et Blændværk af min Frygt,

Kan Nogen tale paa den anden Side? —

Da lød det atter bag den tunge Dør,

— Fjernere, — og dog nærmere end før:

Vend om! Vend om! Vend om! Det er paatide.

Da kasted jeg min kongelige Dragt,

Min Krones Guld, min rige Fyrstepragt,

Slap Tøilen, slængte bort min Tordenkile.

Tusinde Landsespidser, tusind Pile,

Tusinde Klinger følte jeg at stile

Hævngjerrigt mod mit Bryst. Et Nu, et kort,

Det var som Alt, hvad Verden har af Smerte

Styrtede med en Bjergvægt paa mit Hjerte, —

Da hvirvled jeg som i en Malstrøm bort,

Jeg sank, — som Draaben siuges af en Bølge,

Smelted jeg bort i Mulmet rundt. omkring;

Men endnu lød det fra den mørke Ring,

Truende, vildt: Vi følge dig — vi følge!

Dog gjennem Raabet fra den dunkle Hær,

Igjennem Klang og Brag af tusind Sværd,

Igjennem Dødens Mulm, som skjulte Striden

Og Dødens Ro efter den vilde Færd,

Lød — stadigt mere fjernt og mere nær —:

Vend om! Vend om! Vend om! Endnu er Tiden.

Jeg veed ei mere, hvad der hændte siden.

Drømmen var endt, og langsomt spredtes Taagen;

Omkring mig ruger Natten tung som Bly;

Jeg staaer ved Vindvet, føler, jeg er vaagen,

Og speider mod det svage Morgengry.