I Skoven er Bøgen hjemme,
Der breder den sig som bedst;
Men Egen. er en forvildet,
En uselskabelig Gjæst.
Midt i den grønne Dæmring,
Under Tag i den lune Hal
Er Bøgen spiret og voxet
Mellem Viol og Konval.
I Skyggen kun blide Vinde
Med varlige Fodtrin gaae;
Der rinder dens første Barndom
De Store frede de Smaae.
Saa skyder den rask iveiret
Og søger sig ud en Plads
Og finder sig mellem de Andre
Ret hyggeligt veltilpas, —
Og venter i Skjul taalmodigt,
Til den faaer Luft engang,
Paa ret at vise sin Skjønhed
Og hævde sin Alder og Rang. —
Men Egen vil ikke fredes,
Vil ikke til Andre tye;
Saalidt den tager tiltakke,
Saalidt den beder om Ly.
I Bøgenes store Selskab
Finder den Pladsen for knap;
Det er ikke saa dens Vane
At voxe med dem omkap.
Egen vil ud i Lyset,
Vil mødes med Solens Blik,
Vil først af dens luende Kilde
Suge sin Livsens Drik, —
Vil brydes med Frost og Hede,
Vil kjæmpe med Vind og Veir,
Vil heller knækkes af Stormen
End skygges af andre Træer, —
Vil brede sin stolte Krone,
Der knoppes sildigt i Vaar,
Men knoppes, naar Bøgen falder,
Urokket i tusind Aar.
Og finder den Veien spærret,
Da maa den tilgrunde gaae;
Bøgene ere de Mange;
Derfor er Egene faa.
15/2 74.