Eensom er Kysten, hvor Fjorden gaaer ind,
Havet er øde,
Ikkun langt ude, hvor Bølgerne gløde,
Glider en Seiler for Dronningevind.
Frem og forbi mig i dandsende Trav
Bølgerne trække;
Fjernt som utallige straalende Bække
Tabe de sig i det luende Hav.
Skyen i Vest for den dalende Sol
Bygger en Throne;
Hvilende der og i Purpur og Krone
Synker den ned med sin straalende Stol.
Vinden ved Havets høitbølgende Bryst
Vaagner af Drømme,
River af Favnen sig løs for at strømme
Ud mod den svindende Dag og dens Lyst.
Aftenens Briser, som ud i det Blaae
Sagtelig svæve,
Faae i mit Bryst dog en Streng til at bæve,
Vække dets Bølger og sittre derpaa.
Tanker, som blændes af Middagens Skin,
Længslen, der slumrer,
Vaagner med Styrke paany, da det skumrer,
Løses og følger med Aftenens Vind.
Rastløse Kræfter, som boe i mit Bryst,
Vingede Drømme,
Flyve og aande og hige og strømme
Ud over Havet mod Sollysets Kyst.
Bævende Ønsker, som fængslede laae
Dybt i mit Indre,
Alle staae udad, hvor Straalerne tindre,
Ud mod de Lande, jeg aldrig skal naae.
Kunde som Vinden jeg vidt over Sø
Dagskjæret følge,
Ride derud som den ilende Bølge
For i det fuldeste Lyshav at døe!
17/12 70.