Min faure Hjærtenskjære!
Ræk mig din hvide Haand,
Og lad mig om Dit Haandled
Fæste det gyldne Baand.
Omkring Din Arm jeg lægger
Ringen som Lykkepant;
Hør saa et Sagn om Svenden
Som Guld i Bjerget fandt.
Mørkt var hans Blik, hans Pande bleg,
Som dens, hvem Haab og Lykke sveg;
Træt var han, skjøndt i feirest Vaar,
Som knuged ham en Vægt af Aar;
Til Ingen mer han satte Lid
Om Raad. og Hjælp i Livets Strid,
Og halvt kun han sig end forlod
Paa eget Snille, Kraft og Mod.
Han havde spurgt og søgt og kaldt
Og — som ham tyktes — prøvet Alt:
Med Jorden, som i Lys den laa,
Med hvad der stod og krøb derpaa,
Med Vaaren og dens Blomsterhær,
Med Alt, hvad eied Farveskjær,
Han færdig var, — med Solens Spil
Og Himmellyset oventil.
Han ønsked — om han ønsked — blot
En Plet for sig, helt ubetraadt,
Hvor han, af dybest Ensomhed
Omgjærdet, kunde slaae sig ned;
Der leved først han op igjen
Med Nat og Skumring kun til Ven:
Muligt dog, der endnu var dulgt
Et Spor, han end ei havde fulgt.
Hver vildsom Kløft, hver bælmørk Tragt
Lokked endnu hans Sjæl med Magt,
Dybets den tunge Kjælderlem,
Hvorunder Vandet vælder frem,
Og Svælgets taagefulde Nat,
Hvor atter det forsvinder brat,
Besad for ham et magisk Skjær,
Som han endnu fandt Dvælen værd,
Taled ham til med Trolddomsrøst,
Som end fandt Gjenlyd i hans Bryst.
Mens i sin Skumrings Helligdom
Engang han ensom vandred om
Og fulgte Rislebækkens Løb,
Hvor under Rod og Stok den krøb,
Han standsed ved en Stenvæg brat,
Dækket af Bregneløv og Krat.
Og da han bøied Buskens Gren,
Hvor Kilden sprang af Klippens Sten,
Imod ham gabed, mørk og smal,
En hvælvet Dør til Klippens Hal.
Dens klamme Luft, den vilde Vei,
Bælmørkets Gru ham skræmmed ei,
Og fuld af Videlyst og Mod
Han steg derned med sikker Fod.
Mat Dagskjær fulgte ham en Stund,
Saa sluktes det i Hulens Bund,
Mens end han til en dunkel Gang
Sig famled frem, en lav og trang,
Hvor som en Luftning leded frem
Hans Fjed mod Klippemulmets Hjem.
Bestandigt Foden Fæste fandt,
Imens hans Syn, til Mørket vant,
Fast tyktes, at et fremmed Skjær
Ham leded paa hans Vandringsfærd;
Og stærkere blev Luftens Sang,
Til den som klare Stemmer klang:
„Kom med, kom med os, du Ungersvend,
I Bjergets straalende Haller!
Hver jordisk Skjønhed, som rask svandt hen,
Giver vor Verden dig her igjen
I de evigt faste Krystaller!
„Hin Kraft, du har søgt over Klippens Tind,
I Dybet forborgent spirer:
Den blaanende Himmel med Stjerners Skin
Er fængslet i Bjerget og sluttet ind
I een af de blanke Sapphirer!
„Det klare Gry og den røde Kveld,
Som straaler fra Himmelborgen,
Faaer du igjen i det dybe Fjeld;
Den varme Rubin, den blide Spinel
Er her vor Aften og Morgen.
„Den runde Demant er Bjergets Sol,
Topasen dets gule Maane;
Som en Stjerne blinker Citrinens Pol;
De modne Frugter er rød Carneol,
Amethyst Violer, som blaane.
„Beryllen skyder sit Stængelskaft
Som Græsset i Jordens Dale;
Zirkonen luer med Trolddomskraft
Som Malvasierens ædle Saft,
Der lægger hver Sorg i Dvale.
„Kom med, kom med os, du Ungersvend,
I Bjergets straalende Haller!
Hver jordisk Skjønhed, som farer hen,
Giver vor Verden dig her igjen
I de evigt faste Krystaller!"
Fremad han ilede berust
Som ført af Luftens svage Pust;
Bestandigt endeløs og lang
Bugted sig frem den mørke Gang,
Og aldrig nogen Dæmrings Glød
Det fjerne Taagemørke brød;
Kun stadigt om ham, for og bag,
Hin Blændværkslysning, lige svag.
Men endnu frem han hasted trøst,
Baaren af samme Længselslyst, —
Hvorlænge, vidste selv han ei, —
Til Foden snubled paa hans Vei,
Og til han, træt til Marv og Ben,
Sank sammen paa en enlig Sten.
Mens der han som med Ild i Blod
Dvæled, og lam paa Haand og Fod,
Der, under Klippens lave Tag,
Som stemmed for hans Aandedrag,
Sneg sig med Træthed i hans Sind
For første Gang Forsagthed ind.
Da — gjennem Mulmet til ham gled
En Strøm af sagte Toner ned;
De kom som Bud fra Alt, som boer
Høit oppe paa den lyse Jord.
Det var en Kirkeklokkes Klang;
— Mon vel den ringed Ottesang?
Om det var Morgen eller Kveld,
Ei kjendtes i det dybe Fjeld;
Men som en Morgenpsalme lød
Den for ham midt i Nattens Skjød.
Den kaldte Minder frem paany,
Den vakte Længsel efter Gry,
Og med et ufrivilligt Gys
Han hvisked sagte: Lys! bliv Lys!
Den taug, og i det mørke Rum
Sad han alene, mørk og stum;
Og mens en Tvivl ham fristed end
At søge Dagens Lys igjen,
Paany fra Fjeldets dunkle Skjød
En Sang af klare Stemmer brød:
„Følg med i Bjerget, du Ungersvend,
Som grunder paa Visdoms Gaade!
Følg med i Bjerget og søg hos den,
Som kjender de skjulte Traade
Og ene kan Væven raade!
„Træd ind i Bjergkongens Tempelhal,
Hvor Kundskabsluerne brænde!
Lyt til de manende Stemmers Kald
Og følg dem og lær at kjende
Det ædle Metal fra Blende.
„Træd ind paa Grønsvær af Malachit,
Hvor Malmaarens Kilder flyde,
Og læs i den evige Skriftgranit,
Som Bjergets Aander maa lyde,
Og ene vor Drot kan tyde.
„Træd ind, hvor Demanterne blinke lyst
Med Ild, som Stjernen fordunkler;
Den magiske Korssteen vogter tyst
De trolddomsstærke Karbunkler,
Som inderst i Dybet funkler.
„Træd ind at finde de Vises Sten
I Bjerget ved Ungdomsfloden!
Den hænger som Frugt paa Sølvets Gren
Den falder dig selv for Foden,
Naar først din Kundskab er moden!”
Han reiste sig, — ny Kraft og Glød
Sig atter i hans Aarer gjød;
Sin Haand han knytted, med et „Nei!”
Frem skred han ad den mørke Vei.
Hvorlangt, hvorlænge, Ingen veed,
Ham tyktes det en Evighed,
Og aldrig har han fattet grant,
Om Timer eller Aar der svandt.
Dog atter sluktes fast tilsidst
Hans Villies Flamme, Haabets Gnist;
Fast Tænderne han sammen bed,
Imens han frem mod Maalet skred;
Stram var hver Sene, Blikket spændt,
Om aldrig noget Lys blev tændt;
Tungt perled Sveden i hans Bryn;
Men intet Lysglimt, intet Syn,
Da ned han sank, til Døden træt,
Og kjendte sig paa samme Plet,
Der, hvor han hviled før engang
Og hørte Kirkeklokkens Klang, —
Han saae det, og fra Fjeldets Bund
Det lo som med en Jættemund.
Og mens han hviled mat sin Fod,
Som knust i alle Ledemod,
Hildet, forført og stillet blot
For Dybets Aanders vilde Spot,
Og mens hans Tankers Hær paany
Med Længsel søgte Dagens Gry,
Der lød en Røst, en sagte, blid,
Som hvisked til ham blødt: Giv Tid!
Og næsten blændede hans Blik
Det Syn, som han at skue fik.
Det var, som Bjergets Herskermagt
Med Et afsløred al sin Pragt:
Stenvæggens tunge, sorte Vold
Gled bort, let som et Tæppes Fold,
Og under dens forrevne Bræm
En Løvalkove tindred frem.
I Morgenskjær, som trindt sig gjød
Fra Rosenkvarts, fra Guldets Glød,
Sølvtræets Rod sig knudret vred
Blandt hvide Kalkkrystaller ned,
Og høit som ædle Druer blaa
Hang Amethysterne derpaa.
Lys af Smaragder overalt
Som gjennem Foraars-Vinløv faldt
Paa Leiet, blødt med Hynder redt
Og med den hvide Bjerghør bredt,
Hvor, skjøn som Ingen før han saae,
Henkastet let en Kvinde laa,
Mer straalende, mer lys og klar
End hver en Skat, som Bjerget har.
Det var ei det, han uden Frygt
Blandt Dybets Snarer havde søgt;
Men dog det tyktes ham, der laa
Et Dyb i hendes Øine blaa,
En Verden, ukjendt, uden Navn,
Af Alt, hvoraf han følte Savn, —
Op sprang han for med Liv og Lyst
At kaste sig til hendes Bryst;
Da — hørte han for anden Gang
Høit oppe Kirkeklokkens Klang.
Og sælsomt blanded sig deri
En Sang som Nonners Litani,
Og mellem alle Stemmer der
Een tyktes ham bekjendt og kjær.
Og ved dens Klang han saae igjen
Et Billed svæve for sig hen,
Et Aasyn, blegt, tungsindigt blidt,
Som fordum han betragted tidt, —
Han sænked Blikket imod Jord,
Og i hans Blod en Rædsel foer:
Først da han mærked, at hans Fod
Ved Randen af en Afgrund stod;
Et Skridt, kun et endnu, berust
Af Synet hist, — og han var knust.
Alt ved hans Fødder Grunden skred
Og rasled dybt i Svælget ned;
Et iskoldt Pust op mod ham slog,
Mens frelst han sig tilbage drog.
Da blegnede det fagre Syn
Og sluktes ud Krystallens Lyn;
Den underskjønne Kvindekrop
Sig løste som i Taager op;
Da luktes Svælg og Klippedør,
Og om ham Alt var Mulm som før.
Han bøied sig, — tog, hvor han stod,
En Sten, løsreven ved hans Fod,
Til Minde med om Bjergets Land
Og om hans Gang paa Afgrundsrand;
Saa kæmped langsomt han igjen
Sig imod Bjergets Udgang hen.
Hvordan han slæbte sig og stred,
Hvordan han snubled frem og gled,
Hvordan den endeløse Vei
Han fandt igjen, det veed han ei.
Men da han kom i Dagen klar,
Var Stenen, han i Haanden bar,
Som han tog med fra Bjergets Hal,
Tung og af gyldenblankt Metal.
Nu, fagre Hjertenskjære,
Hvad Svenden mer er hændt,
Siden han slap af Bjerget,
Det er Dig velbekjendt.
Det er en Sangers Skjæbne,
Saalænge Verden staaer,
Han bringer kun med Fare Guld
Af Bjergjættens Gaard.
Men frister over Evne
Det vilde Vovespil,
Skikker ham ogsaa Himlen
Tidt gode Fylgjer til.
Og derfor, Elskte, lægger
Jeg Guldet om Din Haand
Kun Du har Ret at bære
Det dyre Smykkes Baand.