Mislykket blev, min Elskte,
Min første Fæstensgave,
Og efter nye Guldkorn
Jeg nødtes til at grave.
Den gode Malm, jeg hented
Dig op fra Grubebunden,
Er i en Guldsmeds Hænder
Fast til det Halve svunden; —
Med Svig er Smykket drevet,
Hamret saa tyndt til Plade,
At knap har Du det baaret,
Før det har taget Skade.
Af Bjerget har med Møie
Jeg Dig et andet hentet;
Hvad mig paa Veien mødte,
Det finder her Du prentet.
Med større Mod jeg anden Gang
Betraadte Gruben, mørk og trang.
Min Hu var skiftet siden sidst,
Da jeg af Haab ei saae en Gnist,
Da Tvivl bevinged kun min Fod,
Og kun Forsagthed gav mig Mod:
Nu i min Sjæl et Lys jeg bar,
Som gjorde Veien for mig klar.
Og dog — hvorhen mit Øie faldt,
Saa sælsomt var forandret Alt,
Min Gang saa straalende, saa mild,
At fast mig tyktes, jeg foer vild.
Hvad der tilforn var fuldt af Gru,
Stod lyst og venligt for mig nu;
Hver Klippeblok, før død og stiv,
Mig syntes nu besjælt af Liv.
Kort var min Gang i Grubens Nat,
Da lod sig op et Landskab brat,
Der skjælved Løv, der risled Aa,
Der skinned oven Himlen blaa,
Der glimted Dug og Søens Speil,
Der kvidred Fugle — gik jeg feil?
Dog for mit Blik laa fjernt og nær
Alt i et fremmedartet Skjær,
Og Alt forkyndte mig paastand,
Jeg vandred i et ukjendt Land.
Sapphirblaat lyste Himlens Hvælv,
Som eied Lys den i sig selv;
Fjernt, uden Taager eller Sky
Gled hen den i rubinrødt Gry.
En demantagtig Ætherglød
Henover Alt sin Klarhed gjød,
Der syntes straalt og aandet ud
Af tusind Blomster trindt i Brud.
Fra Gren de gyldne Roser hang,
Hver lyste som en Solopgang;
Som Slør nedover Klippens Brink
Ildblomster sendte Purpurblink.
Her groede Kongelyset vildt
Med maanskinsagtig, sølvhvid Filt;
Her tindred mellem Blomsters Bræm
Aaløbet blankt som Morild frem,
Og trindt var strøet en Foraarsflor
Som hele Himlens Stjernechor.
Et Nu kun, mens jeg stille stod
Forundring fængslede min Fod;
Men atter uden Rast og Ro
Jeg hasted frem, mit Forsæt tro.
Smeltende Toner om mig lod,
Og Duft omkring mit Hoved flød;
Violens Øie, Rosens Smil
Mig fristed til at søge Hvil.
Men kold for Alt jeg fremad skred
Med Blikket vendt mod Jorden ned,
Kun speidende forventningsfuld
Min Vandrings Maal, det lyse Guld,
Der lyner frem med Blink i Kvarts
Som Jævndøgnssol paa Rim i Marts.
Kun halvt jeg hørte Fuglen slaae,
Kun halvt jeg sandsed, halvt jeg saae
Hin Pragt, som aldrig oven Jord
Er skuet, — Alfelandets Flor,
Granatens Glød, Vandliliens Glans, —
Da blidt en Stemme bød mig: „Stands!”
Jeg lød; — en Kvinde for mig stod
I Slør fra Hoved og til Fod;
Kun over Panden, høi og klar,
Et Stjernediadem hun bar.
Mildt talte hun: „Søg Guldet ei;
Det groer ei paa en Sangers Vei;
Se did, og jeg dig vise vil,
Hvor der er bedre Skatte til!”
Som Skjæl der fra mit Øie faldt;
Omkring mig var befolket Alt.
Af friske Lunde hegnet ind
En Slette laa i Aftenskin,
Og mellem Eng og Ager gul
Smaahytter stod i Rosenskjul.
En kroget Vei fra Hjem til Hjem
Sig slynged mellem Popler frem;
Fra Træ til Træ sig Veien lang
De druefyldte Ranker svang.
En fager Slægt af Mænd og Møer,
Saa let som Sommertaagens Slør,
Med sollys Lød og muntert Sind
De fulde Klaser høsted ind.
Igjennem Hyttens Dør en Flok
At Drenge saaes med gylden Lok;
Med tunge Kurve kom et Par
Og fyldte just et Persekar,
Mens under Latter, Leg og Sang
De andre ind i Karret sprang
Og traadte Druen, saa dens Blod
I Skum og Straaler om dem stod.
Paa Taget Stæren sleb sit Næb;
En Paafugl spanked med sit Slæb;
Imellem Abild og Platan
Blaakrage fløi og Guldfasan.
Smaafolk i Dands med Støi og Klap
Rask boltred sig med dem omkap;
Den unge Frue, lys og ren,
Ved Døren sad og spandt paa Ten;
Imellemstunder Øiet gled
Mod Aaens lyse Stribe ned,
Hvor Svanen med sin hvide Barm
Drog Yndlingsbarnets lette Karm.
Omkring den paa dens stolte Gang
Forellerne med Sølvblink sprang,
Fjernt over Vangen, kløverrød,
Kvæghjordens fine Klokker lød.
Fra Smedien, bygt i Fjeldet ind,
Rødt straaled Essens Lueskin;
Vidt over Marken Hamren- klang
Og blanded sig med Leens Sang.
Saalangt som Øiet rakte hen,
Alt aanded stille Fred igjen;
Det fløited gjennem Fuglens Røst:
Her er der Sundhed, Liv og Lyst!
Det sused fra de høie Træer:
Her er der Lykke! hvil dig her!
Mens jeg, i Billedet fortabt,
Kun henrykt saae og tænkte knapt,
Min Førerske ved Haand mig tog
Og Synet som et Blink forjog.
Med Smil hun sagde: „Du drog ud
For Guld at søge til din Brud;
Hvad du har søgt, er ikke her,
Hvis ikkun du har Guldet kjær;
Men seer du, som en Digter seer,
Da fandt du Noget, som er Mer.
Gjern til et Jertegn om din Gang
En Plante kun fra Bjergets Vang;
Tag denne Stilk, en Løvetands,
Læg den om hendes Haand til Krans;
At ei du drømte, vil dens Art
Paa Jorden vidne høit og klart.”
Hun brød en Blomsterstengel, — vandt
Den om mit Haandled, og forsvandt;
Tilbage gik jeg tankefuld,
Mer rig paa Minder end paa Guld.
Det var mig, som først nu mit Blik
Af Alt det rette Billed fik,
Som var først nu jeg bleven klog
Paa Fuglens Sang og Blomstens Sprog.
Dog mens i lange Drag jeg nød
Konvallens Duft og Rosens Glød,
Imens jeg hørte Droslen slaae
Om Lykken, som jeg nylig saae,
Og kjendte længselsfuld deri
Den skjulte Verdens Melodi, —
Vemodigt klang fra alle Træer:
„Vend hjem! du kan ei blive her!
Husk, den, hvem selv du kaared, boer
Os fjernt, blandt Mennesker paa Jord.”
Igjen jeg fandt den mørke Dør
Og Grubegangen, let som før.
End var min Sjæl af Toner fyldt,
End var min Vandring som forgyldt
Af det forladte Alfelands
Vidunderlige Klang og Glans,
Og baaren af en Solskinsstrøm
End gled jeg fremad som i Drøm.
Dog, som jeg atter skimted nær
Den kjendte Verdens bleggraa Skjær,
Og som jeg op mod Lyset steg,
Omkring mig Sang og Farver veg;
Min Gang blev tung, min Fod blev mat
Trindt var der Stilhed kun og Nat.
Da træt jeg stod paa grønnen Jord,
Med Haand jeg over Panden foer,
Forvirret, blændet end en Stund,
Som nylig vaagnet af et Blund.
Og som jeg grubled i mit Sind,
Om Alt var Drøm og Hjernespind,
Med Et mit Blik forundret gled
Til Alfens Mindegave ned, —
Der hang end Ringen om min Haand,
Men som et vægtigt, gyldent Baand.
Og dog — da nu jeg Blikket
Imod dit Ansigt vender,
Da møder mig et Lysskjær,
Som jeg med Undren kjender, —
En Afglands, mild og rolig,
Som første Gang jeg fatter:
I Dine Øine speiler
Mit tabte Land sig atter, —
En Verden rig og stille
Med skjulte, dybe Gange,
Med tusind Lykkeblomster,
Med Foraarsglans og Sange.
Jeg lægger om Dit Haandled
Min Vandrings gyldne Bytte;
Lad dette Baand mig atter
Til Alfelandet knytte!