Mulm var det om mig, mens jeg sad
Og saae fra Vindvet ud,
Hvor langsomt kun mit Blik fandt
Bund I Nattens Regn og Slud.
Dog mens jeg stirred, for mit Syn
Tilbage Grændsen veg,
Og over Scenen faldt et Lys,
Hvis Klarhed stadigt steg.
Vidt bredte sig en Slette stor
Som Plads for Ridderspil;
Jeg følte, tusind spændte Blik
I Taushed trindt saae til.
To Kjæmper saae jeg ride op
Til Dyst om Seirens Løn,
En klædt i Pandser, graat som Is,
En blot i Sindal grøn.
Der skinned i det første Skjold
En Ringmur, hvid som Sne;
Derover var et mørkblaat Felt
Med Stjerner strøet at see.
Der skinned i det andet Skjold
Af Bunden purpurrød
Tre gyldne Strimer frem, som Dag
Af Sommernattens Skjød.
Kort blev min Frist til Frygt for ham,
Hvis Mod mig hued bedst,
Da, kun af Ridderskjoldet dækt,
Han spored frem sin Hest.
Det lød som Isens Brag i Frost,
Da Begges Lanser brast;
Men uden Vaklen, lige gjævt
Sad begge Kjæmper fast.
Og da de mødtes anden Gang
End lige støt og haardt,
Hver slynged atter af sin Haand
En knækket Lanse bort.
Men tredie Gang, den Ene brød
Sin Stage tung og stor,
Jeg saae en Strøm, som pibled frem
Og drypped i hans Spor.
Og langsomt, som med Ulivssaar,
Han bort fra Stævnet red,
Mens om den Seirende blev strøet
En Regn af Blomster ned. —
Med Et da lød et Hanegal:
Jeg sad ved Vindvets Karm
Og støtted, endnu drømmetung,
Mit Hoved mod min Arm.
Paa Himlen havde Gryet alt
Sin første Fakkel tændt;
Jeg mærked, Drømmen var forbi
Og Jevndøgnsnatten endt.