Det lakked ad Kveld efter regnfuld Dag;
Mod Aften Skyerne letted,
Og i deres splittede, blygraa Lag
Sig flammede Lysbaand fletted.
Trindt saaes som bugnende, vaade Seil
De bort over Himlen vælte;
I Vest kun stod, som en Ringmur steil,
Et mulmsort, truende Bælte.
Jeg stod og stirrede tankefuld
Mod Skymurens mørke Rande,
Hvor Dagens skinnende Hovedguld
Sank ned fra Himmelens Pande;
Som hist fra det sildigt klarede Hvælv
Jeg skued Straalerne glide,
Saa, tyktes mig, saae jeg min Ungdom selv
Formørket mod Enden lide.
Dog alt som Solen sit runde Skjold
Mod Vesten dybere sænked,
Des høiere Glans over Skyernes Vold
Med Purpur og Guld den stænked.
Glimt efter Glimt i det døde Graa
Med blændende Pragt sig tændte,
Til helt som mættet med Glød det laa,
Da Kampen mod Lyset endte.
Det var, som selve den mørke Bræm,
Der vilde dets Klarhed fjæle,
Blev nødt at bære det skjønnere frem
Og lade det længere dvæle;
Det var, som om Mulmet som Seierstegn
Saaes løftet paa Lysets Vinge
Og maatte til dunklest Verdensegn
Dets Herligheds Gjenskin bringe.
Og mens jeg, fængslet af Synet, stod
Og fulgte Solen, som daled,
Hvor i den svindende Straaleflod
Min Ungdom tyktes mig malet, —
Et Spørgsmaal reiste sig i min Hu:
Hvi har over Dagen jeg kæret?
Mon vel den var endt saa skjøn som nu,
Hvis aldrig en Sky havde været?
End stod jeg tryllet paa samme Plet,
Saae Aftenens Porte lukkes
Og Dagens straalende Smykkesæt
I purpurne Toner slukkes.
Paa Nattens Blaa som en klar Demant
Fremglimted den første Stjerne,
Mens Skyernes sidste Rester svandt
I Himlens dybeste Fjerne.