Jeg sidder i Sophaens Hjørne
Og seer mod den svindende Dag:
Jeg hører kun Blæsten tørne
Mod Muren i brudte Tag,
Kun Regnens Slag mod min Rude,
Mens Alt den hyller i Graat,
Sindet og Veiret derude, —
Ingensteds Spor af Blaat.
Da, — mens mine Øine glide
Over det graa Firmament,
Hører jeg tæt ved min Side
Et Skrig, som en Alliks omtrent,
En Røst, hvis Bud, naar den kalder,
End Ingen tør staae imod, —
Og mærker tvende smaa Kraller
Hage sig fast om min Fod.
Og da jeg seer ned fra den øde
Himmels trøstløse Skjær,
To Barneøine mig møde
Af Farven, jeg savned der.
Jeg sætter mit Pus paa Skjødet
Og seer i Øinene ind;
Saa er paa Graaveiret bødet
I Luften som i mit Sind.