Nat det var om Jorderige,
Nat, for alle mørk og stor,
Da det tæktes Gud at stige,
Selv som jordfødt, ned til Jord,
Da paa Vang til Hyrder ned
Straaled Herrens Herlighed,
Da dem Bud ved Engle sendtes,
Og for Vise Stjernen tændtes.
Saa er skeet i fordums Tide,
Under fremmed Himmels Skjær;
End dog Herren i vor Kvide
Stiger ned til En og Hver;
End har Frost og bælmørk Nat
Ikke Jordens Børn forladt;
Endnu tændes Julens Stjerne,
Endnu kommer Selv han gjerne.
Herre, du som dybest inde
Gransker Hjertet i dets Skjul,
Fandt du Vinter i vort Sinde,
Som dog længes mod en Jul,
Har et Bethlehem du seet
Og en Krybbe der beredt, —
Lad da i vor Midnats Øde
Hos os selv dig atter føde!