I søde Abildblomster, I, der soler
Jer under Himlens skyfrie, lyse Blaa,
Fast blændende i eders lyse Kjoler!
Jeg seer jer, som jeg eders Søstre saae,
Dengang jeg selv var ung, for Aar tilbage —
O, jeg gad vide, hvad I tænker paa!
Mon paa jer Skjønhed, som forgaaer saa fage,
Før Skoven ret faaer spændt sin grønne Tjald,
Og som vil aldrig naae Skjærsomtners Dage?
Mon paa jert Formaal, paa jert givne Kald,
Paa Frugten, som skal stige af sin Slummer
Og skinne gyldenrød ved Løvets Fald?
Mon paa den unge Bi, der om jer summer
Og drikker selv sin første Rus maaske
Af Sødmen, som jert lille Bæger rummer?
O nei: som der jeg seer jer mod mig lee
I Morgensol, som, mens forbi den vanker,
Har aandet Purpur hen paa eders Sne,
Er det vel spildt hos jer at søge Tanker;
Thi Eet der er, som jeg med jer forstaaer,
Og hvorved end mit eget Hjerte banker.
At I er Vaar, — kun Vaar, og idel Vaar!