Terziner
Terzine [tær’si.nə], metrisk Form, oprindelig hjemmehørende i ital. Poesi. Den enkelte Strofe bestaar af 3 Verslinier, femfodede Jamber, hvoraf den 1. og 3. rimer indbyrdes; men disse Strofer er sammensatte til et længere Digt med ejendommelig Rimslyngning, saa at 1. Strofes 2. Linie rimer med 1. og 3. i næste Strofe o. s. v.; heraf følger, at Digtet slutter med en enkelt Linie, der har Rim fælles med 2. Linie i den foreg. Strofe. I dette Metrum er — først og fremmest — Dante’s Divina Commedia digtet, dernæst Petrarca’s Trionfi og adskillige lgn. Digte af alvorligt, betragtende Indhold; men desuden er T. af Italienerne (ogsaa af Spaniere og Portugisere) brugt meget til den satiriske, burleske og elegant erotiske Poesi, saaledes af Berni, Ariosto o. fl. Navnet Capitolo anvendtes alm. om slige Digte. Af danske Digtere har Oehlenschlæger gjort Brug af T., bl. a. i »Roskilde Domkirke«.
