Omflydt af Hav, med lange lave Kysters
indskaarne Løb, hvor tunge Broer vade,
der hviler, som i Gabet af en Østers
vor By, med dette københavnske flade
ældgamle Navn og sine Pralelysters
og Drømmes dronninglige Østergade.
Fra Barn jeg sér den skæve Stenbro stedse,
en krinklet Gade, Sol paa hvert et Skilt,
og Folk og Stimmel som en Frankfurtsk Messe.
Men naar en Tordenregn sin Sky har spaltet,
hvor strømmer Livet! Vognen ruller mildt
og fornemt, siden Gaden blev asfaltet.
Udkrammet sér man, for en Sværm, som tier,
den Pragt, som her betyder Verdens-Altet,
vor Fragt fra fjerne Øer, Kolonier.
Det var en Juninats Bedrageri;
en Strandvind fylder Gaderne med Gus,
og Byen lugter som et Bageri.
I min Kafé jeg fandt et Stemmebrus,
som, i et lystigt Kandemageri,
med Rusland og med Japan holdt et Hus.
Da jeg nu staar med Rusland og med Japan
paa Østergade, er en Regn brudt løs
paa mangen sildig Lady, mangen Laban!
Hun gaar med Regnskærm, løfter op paa Tøjet,
han efter, som Convoy i Vand og Øs,
med løftet Hat, hun, Hovedet lidt bøjet.
Men lang og rank, mens Regnen drysser frodig,
en Frøken slentrer, med sit lille Smil,
der sér sig om, og ægger haansk og blodig.
Er det en Fisk med sit sterile Gab?
er det en Blomst, med Læber blaa og røde?
Jeg ved ej — Pennen skriver: Torskeflab.
Hun samler Kjolen slapt, og ej hun haster,
det er, som vaded hun med Ridestøvler,
det lille Ladyhoved — »alle Laster«.
Og ti Skridt borte standser jeg, at søge
en Tanke, som gled fra mig. Uvilkaarlig
udbryder jeg: den babylonske Skøge.
Hun gik, mens Gaden sang for hendes Fødder ...
saa let, saa tung. En skøn og skændig Latter,
der brænder med en Ild fra Jordens Rødder.
I hendes Skridt en Syndens Oldtid laa ...,
som havde disse Skørter gennemvadet
Nilflodens Dynd, med Guldbrokade paa.
Jeg drikker atter Regnens lunkne Draaber
og ænser ej de Kvinder to og to,
der gaar forbi med kækt udslagne Kaaber.
Jeg greb mig i at længes dybt og stumt,
og da jeg har spildt Ord, tit mer end nødigt
paa meget overflødigt, meget dumt,
bør jeg engang vel Sagens Midte finde.
Og sé, mit Hjerte dønner, som en Søstad
i Frihed ventende sin Herskerinde.
Hvad Pynt og Pral dens gamle Gader ejer,
den breder ud, mens ført af friske Vinde
hun lægger sagte ind ved mine Kajer.
Ej Sfinx, ej Dukke, Jættepige, Pusling,
men Medregent for mine Kolonier,
— den sølvgraa Perle i mit Hjertes Musling.