Kalliope
→
Poets
→
Sophus Claussen
→
First lines
Sophus Claussen
(1865–1931)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Af alle mine Drømme
Af Garderobe har hun ikke mer paa
Af Guld og Sølv, af Sølv og Guld
Af Savn og Fryd, som brænder i mit eget Blod
Af Solens henflagrende Straaler
Ak, den unge Svæven, ak, den lange Favnen
Ak ingen Sjæl, som lever, kan udstaa Ensomhed
Ak, naar Døden løser op
Al Glæde er saa kort. Har en Muse ved vor Ild
Alle Instrumenterne rømmer sig nu
Alle Veje maanskinshvide
Alt, hvad jeg længes efter
Alt, som er Blomst paa Jorden
Alt Sommerland ligger mørkt og fladt
Alting skifter om, alt er byttet om
Anka! Anka! søvnløs éne
Arance! arance vuole? vuole arance?
At Lænestolen, hvor hendes Haandled har hvilt i Timer!
Atter jeg gik i den sludfyldte By
B
Bag den dovneste Sø, i det fladeste Land
Beundrerskaren slaar Fanerne ud
Bjærgene bringer mig ingen Fylde
Bjærgenes og Kystens
Blandt Lærdes Tidsler og Drømmeres Roser
Brune, skumle Kør, som gumle
C
Cento cerini
D
Da Afrodite smed sin gyldne Særk
Da Eders Mølle drejer, som Vindene vil
Da et Parti begyndte at nærme sig Døden
Da jeg gik ud fra vor Muse
Da jeg kom ind i Hulen, hvor Dejligheden boede
Da jeg var ung og fuld af Veer
Da vi gik bort fra vor Muse
Da vi til Aften spiste i Skoven, Skæbnen vilde
De bar mine Venner til Graven
De dumme Forbud
De gamle Landsby-Veje
De har været kold og ubarmhjærtig
De kom ind, to unge Piger paa en kølig Formiddag
De kommer i alle mulige Stillinger
De Kugler, jeg agted at støbe
De lange Eftermiddage
De lyse Grene lukker tyst foroven
De mange Skønne de slutted
De Mænd og Koner i sikre Boder
De mødtes til Filosofi, da deres Hjerter kom i Takt
De tapre Longobarder
De tusind smaa Savn i Violernes Bryst
Den Bi, som alene vil slikke Honning
Den daarlige Tjener Onofrio
Den er et sejrrigt Jærtegn
Den Flok af modne Kvinder, som med en fyrig Vin
Den formløse Faun
Den første Rus, som jeg fik i mit Liv
Den gamle Tid fallit — fallit — fallit!
Den Gang, jeg var et ungt ubændigt Blod
Den Jærnseng med Kniplingepuder
Den kuplede Festsal fyldtes
Den lille Hassan med de skæve Ben
Den lillebitte Viser
Den Nat paa Østersøen, aa hvor gynger
Den nye Prokurator, De bør kende ham
Den røde Valmu’ ler til Landsbypigen
Den skumle Kathedral, den skidne Rhin
Den Skønne var stemt som en skælvende Streng
Den, som kaster sig i Havet for at svømme
Den søde, forelskede Blomst
Den sødt søvndrukne Nattergal
Den Teolog gad jeg dømme til at hænges
Den trolovede Pige
Denne Slette er en Slagmark
Der bølger Sollys om den grønne Sommer
Der drypped Blomster røde som en Brand
Der er de stærke Dufte, hvis Aande gennemborer
Der er en Legende om Manna
Der er et Kuld af Evaslægt
Der er ingen Troskab saa vild
Der er intet saa yndigt i Foraarets Gry
Der er sunget om Drømme i duftrige Ord
Der er saa længe kriget fælt og pratet
Der findes ingen Orden paa det her Hotel!
Der græsser en Ged
Der hujer en Blæst, en jamrende Vind
Der hviler tunge Taager
Der hvirvled hvide Driver ind ad krogetgamle Stræder
Der højt paa Bjærgets Stier
Der ligger en By, hvor Havet
Der nede for mine Vinduer vælder
Der paa de onde Urters Boulevard
Der raader i det lyse Hotel
Der slumred i dit Blik, i Nat vi skiltes
Der stod en Mimose i Havens Bed
Der udenfor i Haven
Der vandrer en Pige igennem vor By
Der var en Dronning i Thule
Der var en Flok Veninder, som Mina tog paa Raad
Der var en fremmed Herre af djærv og mandig Magt
Der var en Prins. Og der var en Gang
Der var i min Ungdom
Der var sikret Guden Plads
Der vaagned en Drøm en Morgenstund
Derude tungt og heftigt
Det bliver Aften i Vorherres Gaard
Det bliver mørkt, og Regnen
[Den unge Pige i Sommerregnen]
Det bliver mørkt, og Regnen
[Det bliver mørkt, og Regnen]
Det er den Stund, da Mørket, sig bredende
Det er ej stort, hvad vi fortæller her
Det er en Dyst at standse vilde Heste
Det er en Udgang og Ende
Det er et Vejr, et dejligt Foraarsvejr
Det er femte Juni, bag det grønne Vænge
Det er ikke nok, Ofelia
Det er koldt i Rom. En skarp
Det er kun en Pige, der synger
Det er mig mellem Stunder, som udgød mit Blod
Det er naturligvis ikke den allersmukkeste Hat
Det er, som skjulte Orkestre klinger
Det er sære lunkne Vinteraar, der tærer
Det er Ting, man har hørt. Men jeg kender en anden
Det er tusendfarvet broget
Det gamle Nord med sine Graastens-Kyster
Det regned i Nat, den brune Sti
Det regner, regner, regner
Det stærke Sølvskær fra Bølgedybet
Det tørre Foraar i Skoven
Det var det Aar, som Slottet om Høsten var brændt
Det var i et Hus ved Skoven
Det var ikke blot hans Frue
Det var Middag; drivende Hede
Det var, som Solen brød igennem Taagen
Det var ved Daggry. Vaagen
Det aandelige Børstenbinderlaug
Dette er Digterens Kaar
Dette Snefald over Kirkegaarden
Diamanten, som ikke
Dingle-Dangle hed hans Fader
Dit Hoved siger: Jeg er Aanden
Dog Tanken om at blive
Du er et hollandsk Landskab graat i graat
Du er som Skummet paa Vandet
Du flammer som et solrødt Slot
Du forsikrer mig, søde!
Du gæster mig igen i Stjærnenætters Taage
Du maa da vænne dig til Ensomhed i Tide
Du skriver, hvorledes din unge Svoger
Du som en lille Kattekilling er, du kaade Barn
Du, som har lært mig det, har ganske rolig glemt
E
Efter en Drøm uden Lige
Efteraarsdage, Regnvejrs-rolige
En Drøm om Skønhed var alt mit Liv...
En Flaskekarl med Kurv og Skødeskind
En frodig Plet jeg aner
En kølig Aften sidder jeg paa Bænken
En lille Draabe Blod, en Lille Draabe Blæk
En lille Unge, den er ganske lille
En Mand, som roses, bliver altid mindre
En Muse i Ægteskab
En mørk og faamælt Pige
En Skorstensrøg forkuller
En skummel, graa December. Det hvirvler paany
[Et Tilbagefald]
En skummel, graa December. Det hvirvler paany
[Tusmørkeféen]
En sludfyldt December med hujende Blæst
En springende Literaturhund
En stakkels forhexet Pige
En Stormdrøm der gaar gennem Verden
En Strøm — naar den er vakt — kan ikke helt forgaa
Endelig bliver igen du mig god
Endskønt der i din Ungdoms Liv og Meninger
Ene den, der elskede Sahara
Enhver Italienerinde er som et Udkast til en Madonna
Er det hans Liv, hans Farver har i Sinde?
Er jeg dømt i denne Verden af en umild Dommer?
Et Billed paa min Væg, en Engel i min Stue
Et dyrisk Liv med Hexegrydens Brusen
Et evigt Tab af Minutter
Et Foraarsbud, en Vaarblomst
Et Marmor uden Plet er denne Dukke
Et Paradis
Et Sted i det grønne Skovtelt
Evig den opblødte Muld
F
Faldt der Storm over solstille Flade?
Fat Mod, mine Venner! Hvis Helgenhænder fordum
Fattige Kvinder parvis
Fem i Flokken, gæve Fyre
Fem Porte som fem svære Jærnlaase
Filologer
Flade Egne og lave Skyr
Flere! flere!
Flokkende Skymasser drive
Flyvere i sære Kredse svinger
For at digte mine Hyrdeviser fuld af kyske Dyder
For at gemme Hjemmets Lykke
Foran hendes Fødder
Formiddagssol i November
Foraar! Jeg bliver altid
Fra denne Muld, hvor Lærker
Fra en gaade-opfyldt
Fra Europa strakte sig palmeklædt
Fra Sengen kan jeg Vaarluft se
Fynsk og falstersk, et Fostbroderskab fra afvigte Seklum
G
Gode Fædre og ærlige Mænd
Golde Sten og Fossefraad
Graven var lukket
Graa og gram var Tiden med sin bitre Viden
Gudinden kom en Formiddag
Gudinden sad paa sin Trefod
H
Han drømte en Tid om store Slag
Han gik bort og blev borte i femhundred Aar
Han græd, da han blev født. Og Barnets Far
Han har sagt, at jeg skal møde
Han havde læst om Bajazet
Han kom til de higende Ynglinge-Hjerter
Har I hørt, vort Folk er uden Ære
Har jeg min Bue velspændt og i Koggeret træffende Pile?
Hendes inderste Duft er som Roser paa Mos
Hendes Kjoler var det enkleste i Verden
Hendes Øjne er kvidrende Fugle
Her kom min Trefod og jeg
Her kommer en Paaklædnings-Scene
Her males Mel, her males Vand
Herre min Gud, hvor vi alle er fattige!
Hun er død, den dejlige
Hun er, til Trods sin røde lille Mund
Hun har det Blik, som giver Hjertet Hvile
Hun har saa skønt fra Naturen
Hun havde Sletteboens Sind
Hun hæver to mørkrøde Roser
Hun lægger stundum Pennen hen
Hun pegte paa sin Rygrad med en Gestus
Hun stilled omsigtsfuld paa sit Natbord et Glas
Hun var af de Kvinder
Hun var et højst koldsindigt Kul
Hun var saa ny i Gadernes Tummel, hvor der sker
Husker jeg rigtigt
Hvad blev der tilbage, som Tiden randt
Hvad er det at elske og forsage?
Hvad er vel saa tungt at erindre
Hvad fandt du som ung i den fremmede Stad?
Hvad skal jeg gøre med Tiden?
Hvem er de tusind Skikkelser, der venter mig
Hvem er hun dér? — den Heks April
Hver en Ting paa sit rette Sted
Hvis du spørger, kan jeg roligt svare
Hvis Elskov hærger Ætnas Kvinder
Hvis Musen er bleven sløj
Hvo der kives med sin Ven
Hvor finder jeg Glemselens Lethe?
Hvor Flodlejet danner en Runding
Hvor fødes den ny Fornuft, som gaar
Hvor Gærdet ikke er sidest
Hvor kommer de fra?
Hvor Kysten strækker sig lun og lang
Hvor vel til Mode følte jeg mig nede
Hvordan er jeg kommen for Skade
Hønsefødder og Gulerødder
I
I Aften synes Maanen lidt trættere at glide
I Begyndelsen var Kilden
I Besançon den faste Stad
I Dag brænder jeg efter Neapel
I det vildeste Bjærgpas i Spanien
[I det vildeste Bjærgpas ...]
I det vildeste Bjærgpas i Spanien
[Paa Nedfart]
I det vildeste Bjærgpas i Spanien
[Valfart]
I Døvstumgaden i Paris
I en Stald mellem Oxer og Kvæghorder
I Gyngestolen i det lyse Hus
I Helvedes Gruber
I Herregaardshavens Bede
I Kirkernes Skjul, medens Præster forkynde
I København og Valby
I Lykkens usandsynligste Allé
I Morgenmulmet, naar Lokomotivets
I maaneblændet Drøm det tavse Sund
I Tidernes Morgen var Paradiset skabt
I tætnende Hvidhed
Idag brænder jeg paa ny
Igennem Sommerskyers bløde Flor
Ilse ønsker sig en Foraarsdragt
Inde fra Klodens Værksted lyder dunkle Eksplosioner
Infantinden har besluttet
Ingen skal trygle eller lade sig nøde
Italien tykkes mig — trods alle Synder
J
Ja, en Kat kan føle Lede
Jeg bider ikke dine kyske Læber
Jeg drømte, at du kom ridende
Jeg drømte, at jeg var æret
Jeg drømte, jeg var dømt
Jeg elsker det, som gror og gror igen
Jeg elsker Solskinnet og Regnen, Blæsten og Hverdagen
Jeg er ej født endnu, men fødende forløses jeg
Jeg er en Kongesøn, som blev født til for megen Lykke
Jeg er Fanden selv, der kommer
Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning
Jeg er ombølget af dig
Jeg er Ridder, ikke Munk
Jeg fandt i Fortunens Kikkert
Jeg gav den unge Gud mit Hjerte
Jeg gik til en Hex, den Gang Mørket faldt paa
Jeg har endt mit Arbejd og sluttet min Dag
Jeg har gemt paa en Sang, som jeg aldrig fik sunget
Jeg havde Bourgogne, jeg har det ej mer
Jeg havde drømt, vi blev til Elskov kaaret
Jeg havde et Kongerige
Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
Jeg husker hendes blege Smil
Jeg husker Plasket imod Bropillerne
Jeg, hvem er jeg?
Jeg hærged din Stad med ungdommeligt Mod
Jeg hører, mens Frostnattens
Jeg kalder selv de døde
Jeg kender én — hun nød kun en tarvelig Lykke
Jeg kom som ung til den store Stad
Jeg lagde i et ildfast Jærnskab Brevet
Jeg levede en Gang i en evig Palmesøndag
Jeg lover for den Bonde
Jeg mindes dig fra Høsten, kære Søster
Jeg maa her fortælle meget lidt med mange Ord
Jeg røres af de tørre Toscanerinder
Jeg savner ingen Helt, har ej behov
Jeg sender fra det faste Land
Jeg skotter til min Rude
Jeg skrev en Dag en Petition
Jeg skylder dig mer, end Fornuften
Jeg slentred ind ad Porten
Jeg sprang i Høstmorgnens solløse Stund
Jeg syntes, i en Baad jeg lod mig glide
Jeg søger gærne Visdom
Jeg saa min Fælle mange Gange gabe
Jeg saa’ hendes Hus mod Aften
Jeg traf en Skønhed fra Firsernes Dage
Jeg tror det ikke fornødent
Jeg tror, for tidlig Hanerne gol
Jeg trykked dine hvide Hænder
Jeg tænkte mig Siena
Jeg tænkte paa hende den lange Dag
Jeg var en bange Hyrde, beundret af Doris
Jeg véd et Sted et Frugttræ, som visner uden Frugt
Jeg vil ej forbyde den triste
Jeg vil ej Sommernætters Fred
Jeg vil prise Eders Fruer, deres Marcipanhuds Fylde
Jeg vil vide, Skønjomfru saa ung og saa fin!
Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
Jeg ønskede at skænke det hele Paris
Jeg øver ikke en Daad
Jorden ligger sløromvundet
K
Kan De huske den Dag i Paris
Kan du drømme med mig?
Kan Sommerfuglevinger tynge?
Katten har spist den lille Mus
Klaveret sang igennem mine Stuer
Klingelingeling. Et nyt aarhundred
Knud Kaare er saare
Kære, hvorfor græder du saa meget
Kære ny Skovmærkelil
Kæreste Ven, ihvor du gaar hen og hvor vidt du end færdes
København er stor
L
Langs ad de natlige Gader
Lidt hverdags blev det Simon, da Alting nu var sket
Loddet er kastet. Vi sætter vor Baad
Luft ud den mugne Lugt af Blomster
Læredrenge, hæse Stemmer
M
Man kommer til Venedig ad en Jærnbanebro
Man laa i Isen frossen med Sné paa alle Sider
Man skal ej dyrke Cæsar, hvis Cæsar ikke findes
Marken staar med sine Hvededynger
Med Bim og Bam og Ding og Dang
Med Brændenælder er min Pande smykt
Med en evig Uberørtheds Gaade
Med Næsen skriverspids og vissenbleg
Med sine fine Fingre og med sin Strengeleg
Med Tak for Laan af nogen Sorg
Meget begriber de Danske, dog langsomt begriber vi alle
Mellem Murenes sodede Masser, de røde og graa
Men Gud dog, Henrik! sagde Henriette og smilte
Men han blev ældre og opfyldt af Lede
Men som Fredens Fyrste staar ved Mørkets Side
Mens et nyt Aarhundred med Skodder af Jern
Mens fra en Foraarstaage en stille Byge faldt
Mens Pilgrimme knæled paa Rad
Mer dovent ej drives
Midt i den sommergrønne Skov
Midt i Nordens stormomsuste Hjørne
Min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes
Min egen Yndling, min Jan
Min højest Elskede, mine unge Minders Moder
Min Kraft er ikke sprængt
Min Moder, som til Verden mig
Min Muse er Sabas Dronning
Min Skat var blond. Hendes Øjnes Blik
Mit Hjærte og jeg blev uenige
Mit søde Barn, du hæver
Mit Vaarfløjt blev nedstemt af Andedams-Claquerne
Mødte jeg ikke i Frankrig
Mørket falder
N
Nathvælvet ligner en Tempelsal
Natur, min Moder, som gav os Livet
Naturen min Elskerinde
Nok er at tale om
Nu de fleste Glas er tomme, Dagen kommer
Nu er det Fardag i Pepitas Hjerte
Nu er det Foraar hjemme, bredt og vidt
Nu falder Høstens Blade, nu fødes under Veer
Nu fraader Vandene, og Bølgetumlen
Nu fyldes Parken af Skygger
Nu glider jeg saa jævnt af Sted —
Nu graaner alle Gader
Nu har I fulgt til disse sidste Blade
Nu larmer Østersøen. Flad — flad — flad
Nu lædskes de grønne Sletter
Nu løses Frosten af den milde Regn
Nu maa jeg fortælle, at Byen
Nu nærmer sig den Time, da paa sin Stængel vugget
Nu tager Somren Stormhat paa
Nu taler vi atter, som vi har Forstand til
Nu vaagner de fjerne Steder
Nu ændrer sig vor Lire
Nuvel, Journalisten i denne Fortælling
Nye Sprog og Formler skal han lære
Næsten legemligt er dette Venskab
Nævn mig dine Drømme!
Naar jeg gaar rundt, for Byens Vel, og rimer
Naar man drager ud af en af Sienas fem Porte
Naar Natten er forbi, og Vejen
O
O Messalina med det stolte Hoved!
Og alle de tapre elsker jeg
Og der var Frugt paa Træet
Og derfor tændtes den koglende Sol
Og det var paa Skanderborg Station
Og før vi ved af det, er det forbi
Og hin Journalist, som var kry og besat
Og i den samme konfuse
Og Laden og Loen
Og Træernes Grene hvisked og slog
Oktober-Regnfald over fynske Haver
Oktobers blege Sol er svunden hen
Om enkelte Arter
Om Vejen til Helved just er saa lige
Omflydt af Hav, med lange lave Kysters
Omspændt af mange Minder ligger Byen
Os Luften ej længere duftende lun
Over mig svæver tusinde sprængte
Over mit Hoved
[Over mit Hoved]
Over mit Hoved
[Ung Glorie]
Over sagtelig glidende Strand har jeg draget dem hen
P
Pan sad og lo
Perlebaand paa Heste af Træ
Pindar og Sappho, Shakespeare og Goethe
Planløst er det ikke
Pragtfulde Somre, under Parkens Grene
Prinsesse Merete, den unge Prinsesse Merete
Paa alle middelalderlige Mure i det ugudelige Paris
Paa de gamle, kendte Bakker har jeg gaaet
Paa dig, min Elskede fra hine Dage
Paa Dødsseng du ligger, det lakker mod Slut
Paa frodige Sommeregne
Paa Ski har vi faret og Slæde
Paa stejlende Heste
Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa
Paa Veje, maanegraa
Paa Villavejene flagrer
R
Red mig en Seng, hvor der er stort og stille
Respekt i nogle Dage — sagde Kvinden
Rigdom har du haft og ejer intet
S
Sagtelig, sagtelig Timer glide
Sand! da du skrev det ned, hvor havde dine Øjne
Se, en Gud gaar gennem Verden
Se, jeg mødte paa en Gade
Se Skyens vilde Jagt med Horn og Hunde
Sent sov jeg ind ... dog vækkes jeg sund
Skal jeg mon rejse? skal jeg mon blive?
Skibene ligger paa Genovas Rhed
Skovens Orkester
Skumringsstunder. Lune Aftener. Nattetimer
Skæft Pile nu til Bue
Skønt al Ting er rent for den rene
Snart skal der ringes Sol i Bjerge over os alle
Sol gaar ned under øde Bred
Som jeg kom over Bakken, saa’ jeg det milebrede
Som Morgenklokkens Klemt faar de forsømte Hunde
Som naar i Pampas en Gaucho med Lasso skal indfange Heste
Som sagt jeg fryser paa Foden
Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr
Som ung jeg havde Stamkafé
Sorbet og brune Øjne
Sorte Grene, frossen Jord
Sov nu og drøm din Morgen i Ro
Stedmorsblomster ved Tusmørketid
Stille fortabt, i Stedet for at skrive
Store farlige Blomster gror
Strid mellem Rigsmaal og Maalmænd, Strid mellem Norske og Danske
Straalende oprandt Morgenen
Større saa var den Højsal tegnet
Søde Barn, jeg var kun fireogtyve
Søndag i Skoven. Det blaaner i Træernes øverste Kroner
Søvndrukken er den dejlige
Saa briseblaa mod den klinthøje Kyst
Saa hvide bølger i Nattens Mørke
Saa meget Løvværk hænger
Saa snart jeg Violer kan sanse
Saa toge de Møens hvide Brystben
Saa vandrer vi over Aarets Bro
Saadan en sivende, regngraa Dag
Saaledes er Mennesket. Vor Natur
Saaledes talte Tanken
T
Tal ej om skuffet Kærlighed
Tandaradei ... Den Tid, da jeg blev gal
Tegnet i Sne paa den faste Jord
Thi saadan er Livet op og ned
Til dette Ølands Ungdom gaar min Sang
Til dine Øjnes Aandemusik
Til en mosgroet Pynt af en Graastenskyst
Tilbage til vort fordulgte
Toget sydpaa! Toget sydpaa!
Tre Mile gik en Vandringsmand
Trætte Soldater i Række og Rad
Tusmørkets Stjerner rimblege staar
Tætved pløjer en Bonde sin Jord
U
Udeis eller Ingen, saaledes navngav
Udenlands, paa et fremmed Sprog
V
Ved en Vej i nørre Len
Ved Søsterkysset, som jeg fik
Vi digter ingen Hymne til Minas brune Haar
Vi er ikke flittige og vi er ikke dydige
Vi gik igennem Markerne
Vi grov efter Vand fra den Elv Kastale
Vi har slentret under Løv, naar dit Kammer blev for trangt
Vi har saa meget digtet
Vi lærte med Haanden mod Hjærtet
Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg
Vi talte om Spøgelser, husker du vel?
Vi vare hos hinanden
Vide er den Himmel strakt
Vor Mor paa Gaarden var de Andres Mester
Vor Aand har kun dvælet saa længe
Vaaren er en Guddom
Æ
Ære og Lov til dig, Satan, i det højeste
Ærværdig Provst Jørgen Skidtmads
Å
Aa, Søster, du forstod, da jeg var Dreng
Aah Høst og Vaar og Vintre, I dunkle Døgn, som sove