Hun lægger stundum Pennen hen
og tænker paa sin drømte Ven,
naar hun med gylden Kløgt og Sir
har fyldt det dadelfri Papir.
Den drømte Ven i Dag er mig,
hun kender intet til min Vej
kun nogle Vers. Hun selv er smuk,
og hendes Drøm er blot et Suk.
Jeg er en Vin kun, som hun nød,
en Appelsin i hendes Skød.
Da griber hun sin gyldne Pen
saa lærd og smuk og lærd igen.