Byron
Et Ungdomsdigt
Et Ungdomsdigt
Jeg savner ingen Helt, har ej behov
at rode i en Dynge muldne Kranier.
Napoleon og Nelson gir jeg Lov
med samt Juan, den vidtberejste Spanier.
Lad Videnskabens tungt beslagne Plov
kun fure dér! Men jeg vil uden Plan jer
berette — da det enkelte gør dum —
om Byron — Krig, Aand, Elskov i en Sum.
Byron, som Oprørstrods i Hellas saa’de,
hvor de var fri omtrent, som de drak Vin til —
hvis Aand har ruget over Verdens Gaade,
paakaldet Djævelen og lagt sig Spleen til,
hvis Elskov ... Naa! en kælen »Deres Naade«
bekigger Dem lidt frit, og hun er fin til!
De ender med at sige du til Damen
— med mindre hun gør Vers og har Eksamen.
En ung Adonis med lidt Sans for Smiger,
berømt og ikke mindre stolt end svag,
vil altid finde Ømme nok, som higer
at kurre tæt som »Duer paa hans Slag«.
Bort vemodsfulde Vers til gamle Piger!
Har Lykken glemt dig, saa er Dyd din Sag;
men derfor vore Fødder blev betro’t os,
at vi skal danse, naar vi sér vort Rhodos.
»Vort Rhodos!« — men hvad nytted os vort Held,
naar ej en Due vilde med os sukke?
... Naa, frem med Lys! og Vin i Skaalen hæld!
Jeg tømmer dette Glas for alle Smukke!
Først for Miss D. ... og ved min Dør i Kvæld
forklædt som Page venter nok en Dukke.
I Nat Duet med Frue den og den,
i Morgen med de samme Fruers Mænd.
— Der var et lystigt Liv i Taagestaden,
og ved hver stor Souper man gerne saa ham;
og efter Bordets Glæder, Vinen, Maden —
forhippet vogted alle Damer paa ham.
De reves om ham, som et Fund fra Gaden:
saa fin han var ... ak hvem der maatte flaa ham!
Og han, sentimental, var altid rede,
men han blev lunken, naar hans Ord blev hede.
»Sentimental« — det dér: »forbandet Digt!«
vi vilde gerne højromantisk gløde,
men blir til Is — og klager, at et rigt
betaget Sind for tidlig lagdes øde.
Saa græd han over troløst svegen Pligt,
derpaa han trodsed, selv i Helvedbrøde;
en falden Engel, Lucifer, han svor ved,
og Sorg blev Hælvten af hans Verdensstorhed.
Den stakkels Lord, saa mange Duers Høg,
og alle uden Sans for Næstens Ret!
Det blev en Kappestrid, som ej var Spøg,
saa det er et intet Under, han blev træt;
men at han gifted sig! — Jeg til Forsøg
langt før en Tiggertaske, slet og ret,
lod stadse op. For skal det være broget,
bort med en altfor trykket Brug af Sproget!
Har du forrykt det halve Londons Kvinder,
saa hader dig det halve Londons Mænd.
Han gifted sig og skabte nye Fjender
i Dameverdnen, som var før hans Ven.
Og Konen — — — der er milde Tigerinder:
de undres blot, naar Manden rives hen,
og sukker fromt: Ak jeg imødekom ham;
jeg kan ej mer — bind Spændetrøjen om ham!
Vi vil jo elskes — lad dem slaa og bide,
men denne Hustru-Langsomhed gør gal;
de handler os, sagtmodige og blide,
som var vi syge fra et Hospital.
Formynderskab kan mindst af alt vi lide;
er vi ej Mænd? hu for en Helveds Kval! ..
Skilsmissesag, Skandal, saa London braged.
Han strøg til Havs fra Duerne og Slaget.
Der blaaned Taagelandets Kyster bort,
»for ham de skulde stedse blive blaa«,
der brast hvert Baand, hver Smaaligheds Akkord,
som han saa Kølvandsstribens Skum forgaa;
at være ensom, var det ikke haardt?
men dog, hvor frit og fast man kunde staa!
— — — Snart saas kun Hav omkring, hør Bølgelyden!
Helt sydlandsk er mit Blod — vi gaar mod Syden.
Venezia! forvitret Marmor — Aske
af Romerglød, som endnu Kinden bruner —
i Vemodssmælten og i Jubel plaske
de langelig henslentrende Laguner;
mit Sind er splittet, jeg vil tage Maske,
vil støje, gætte kaade Hjerters Runer.
Ti Stilheden er Dødens; hér maa lés — ja!
Hil dig, du gyldne, hvide, blaa Venezia.
Mit Englands Grædeklima! — hvem kan være
sig selv og Næstens Fejl i Taarer bade? ...
Stig i min lette Baad — ro Gondoliere!
og, skønne Maske, lad os være glade.
Men Englands ladies — tal ej om de M ...!
hver anden skrev sit Liv paa faldne Blade.
Tal om din Mand, din Beppo, stakkels Fatter!
for jeg har Lyst til Karneval og Latter.
Kom Fornarina, det er kulsort Nat,
og dersom nogen sig i Vejen sætter,
saa sig kun: »Byron har mig Stævne sat,
Lord Byron, engelsk Skjald og Fandens Fætter,
Mand for min Tunika og Eders Hat,
desuden ej ueffen i Stiletter.«
Og inden du er færdig, bøjer Karlen sig;
jeg ser hans Buk og slunkne Anbefalen-sig.
Ja her er djævledejligt i Venedig,
ret infernalsk et Kor Bakkanter hviner.
Dog Djævelskab og korte Skørter, véd De,
gør træt som Silkeslæb og Sørgeminer.
Og næppe nok den falske Lyre smed De,
saa skratter deres nye Violiner.
Skrig er for ladies, Grin for Lazzaroner,
men Livet er et Spil af Mellemtoner.
Det kan du ej forstaa, oh Thomas Moore!
rimstærke, brave Digter, som beskrev ham,
og størst din Ven du saa, oh Thomas Moore!
naar Sorg og Lyst romantisk sønderrev ham.
Du traf ham i Venedig: Mand og stor,
højt over alt det smaa, som fordum drev ham,
og fatted ej midt i din Tales Flom
Saa var det, Byron mødte sin Grevinde,
et af de gode Børn, hvis milde Øjne
vor kolde Dag saa lyst, saa hedt beskinne;
som intet véd om Tvivl og Verdens Løgne,
men helt, saa helt, saa helt sig lader vinde.
Og bort er alle skumle Tider fløjne:
du blir en Syttenaarigs Bytte, Stymper!
din svage Sjæl i Solens Væld sig krymper.
»Hans ædle, skønne Aasyn, søde Røst,
sin unge Iver og kun fandt sin Lyst
at maatte elske ham og — — holde af ham.
Saa skrev hun fra Ravenna efter Trøst
og som i Angst, at hun var altfor lav ham:
»Jeg skal nok læse, spille, undgaa tomme
Og Byron, denne Primus blandt Galaner,
snart lige kær af Aandedræt og Død,
af Smerte, Vellyst, Dydsbørn eller Flaner,
han skatted, hvad et simpelt Hjerte bød.
Hun var den rette — ingen Ungkarls-Vaner
han førte med, som Sjælens Fromhed brød:
saa stolt, at ingen Gud ham kunde vinde,
og øm nok for en syttenaarig Kvinde.
Men hun var gift, Teresa — med den bedste
af gamle Mænd! hvem gør hans Storhed efter:
at skænke selv sin Kone til sin Næste?
Dog flyv kun højt — ved Støv, ved Støv du hefter;
din Skæbne rider Post med fire Heste,
den naar dig, splitter dine svage Kræfter;
en Dag dit Hjerte hamrer som en Smedje — — —
— Jeg havde tænkt at skrive en Tragedie.
Ak Blodet gaar tilsidst dog af med Sejren,
den gamle Greve, uglad som »padrone«,
— han vilde ogsaa elskes à la Byron —
fandt paa at flygte med sin egen Kone;
saa, efter nye Scener, ny Belejren,
blev Ægteskabet løst for Pavens Trone,
og Byron og Teresa hented Fred sig
en Stund, til Skæbnen hvisked sit: »Bered dig!«
Men længe fandt sig Staklen i at nøjes
med Æren: blot saa fin en Ting at eje!
hun tæredes af Savn og skulde føjes,
for ellers var der Graad og Sygeleje.
Ungt Træ skal knejse, og det gamle bøjes;
saa red Lord Byron fro Ravennas Veje
og skrev: »Jeg steges af Kampagnens Hede,
nu plaskede jeg helst i Golfen nede.«
Gør denne Golf — Tom Moore! — dig saa forstemt?
du skærmed helst Lyriken mod Forkølelser
og dadler Byrons kaade Hang til Skæmt
med Hjertets aller inderligste Følelser.
Dog Reaktion behøves, naar for slemt
vi dukkedes i skønne Oversølelser.
Lidt Spot forfrisker os vor Helligdom
ved sin Kontrast — »Bliv ej poetisk, Tom!«
Dér red han tit langs Bredderne af Po,
naar Solen flagred mat — imod den Time,
da Myggedansen summer os til Ro,
mens Skygger Lag for Lag om Vejen stime.
Her kommer Naaleskoven — her en Bro,
derpaa han skimter Havets sølvblaa Strime.
Og dér staar En og stirrer langt her henad,
mens alle Hunde glammer i Ravenna.
Aah disse Nætter, Dage! da vor Ungdom
en Gang sin rette, sarte Majdrøm kender,
da vi skød langt forbi det svage Punkt: — om
den ene isner, naar den anden brænder;
vi aander let, og intet ta’r vi tungt om,
og hvad vi naa’r blir Guld i vore Hænder.
I smidig Leg, til vor Venindes »Amen«,
vi kunde tømre Verdensvraget sammen.
»Sorg var hans Storhed« — ja tilforn! den styrter
for Klangen af hans evigunge Latter.
»Men nu — gem eders Laurer, eders Myrter!
træt af mig selv, én Ære kun jeg skatter:
at lette Jordens svage Sønners Byrder
og blive elsket af en Jordens Datter.
Og dør jeg snart, jeg er dog ufortrøden:
jeg elsked Livet, uden Had til Døden.«
»Jeg kendte Londons Regn, Venedigs Sommer,
og Balsamro Ravennas Lunde bød;
jeg nynned Vers, som Lurer og som Trommer,
der skræmmed Konger, tændte Folk i Glød.
Hvad er der mere? se, din Time kommer,
lad Hellas’ Frihed faa din stolte Død.
Søg som Soldat din Grav — det er dig bedst —
og vælg din sidste Jord — og tag din Rest!«
Hellas laa splittet, da han steg i Land,
en Helt for Græker, skønt de voldte Nød ham,
med Sydbo-Ild og brittekold Forstand
han greb sit Spil, de knurred, men de lød ham.
Og Folket jubled mod »den ædle Mand«
— til Feberen i Missolonghi brød ham.
Græd nu, Hellener, langs det vinblaa Hav,
strø Blomster, græske Piger, paa hans Grav.
Saa glatted Døden da de spændte Bryn,
et Kain paa Trods var deres Adelsmærke;
saa brast de engleskønne Øjnes Syn,
og Jorden tog igen den jordisk-stærke.
Var han sig selv? med djærve Tankers Lyn
han var sig selv bekendt — trods alle Klerke;
en Mand, en Helt, plastisk med frie Arme,
helt Menneske i Lidelse og Varme.
Og Døden førte ham til deres Rige,
som evige i Slægtens Tanker bo,
hvor ogsaa hans Teresa, stakkels Pige,
da dog de hørte sammen disse to,
vil sé en Dør paa Klem og ind sig snige
og elske ham, som før, bestandig tro,
hun, som i Viddets salte Havbris gød
sin Duft af Land, sin fine Morgenglød.
* * *
Det er ved Foraar i det friske Græs
blandt grønne Banker, hvor det ikke blæser,
og alt er Sol ud til det fjerne Næs,
Fuglene trilre — en Flok Vildgæs hvæser.
Og hun og jeg har slaaet op et Steds
i »Don Juan«, og Haand i Haand vi læser —
den smukke Bog, hvis Lægeurter kogler,
mens Slægten end har Marv i sine Knogler.