Du er som Skummet paa Vandet
imellem de hvislende Rør,
hvor Søerne svulme og dukke,
saa hvid, saa fnuglet at vugge
— et Lin om en Bølge, der dør.
Der er i Legemets Linier
en ebbende, stigende Strøm,
et Blus af Livet, der ender,
en Sjæl, som heftig forbrænder
i maalløs forvirrende Drøm.
I lette hvidnende Lemmer
med Spænding fra Hoved til Fod
har Sjælen dæmpet sin Stræben.
Jo mere blodfattig Læben,
desmere tørster den Blod.
Du er, som om Foraarets Luftning
kan bære dig bort i sin Favn,
som skal du i Længselens Varme
forgaa i din Elskers Arme,
— en bristende Boble af Savn.
Jeg elsker Ansigtets Bleghed
og Haarets cendréeblonde Elv,
det ægte Smil og den høje
Foragt i Stemme og Øje
hos én, der er slet, som jeg selv.