Der var en Dronning i Thule,
hun bar sin kronede Last,
som en Sol under Purpurkaabens
almægtige Foldekast.
Dræb Kongen!
Sig, hvorfor skal Kongen alene
mon være saa rig paa Bedrift,
naar andre gaar svangre med Værker,
hvorom der slet ikke er Rift?
Dræb Kongen!
Og hvorfor skal Kongen mon hilses
med sejrrige Banneres Vift,
naar Landets Dronning er ledig
og ønsker sig bedre gift?
Dræb Kongen!
Der var da en Gang i Thule
en Konge rig paa Bedrift.
Men Dronningen elskede Kongens Broder,
og saa gav de den Konge Gift.
Giften aad.
Giften aad, og ingen fandt Raad.
Men Dronningen stolt udi Thule
hun rakte sin Boler den brede Guldkrone,
at han sin Last kunde skjule.
Giften aad.
Giften aad, og ingen fandt Raad.
Man fejded langs alle Kyster.
Ved Arnen sad Moderen ræd for sin Søn
og Broderen sveg sin Søster.
Giften aad.
Skøn Jomfru sin egen Elskov sveg
og svøbt kun i et Sjal
sang Vanvidsvers for de svajende Siv
og fandt sig en Død saa sval.
Giften aad.
Og Prinsen for hele Riget
han var den giftigste Daare;
thi da han erfor om sin Moders Færd,
da rustnede han, som et gavnløst Sværd.
Giften aad.
Jeg elsker den Dronning af Thule.
Saa nær ved den taagede Pol
forstod hun i Vintren at skjule
og værne den varmende Sol.
Giften aad.