Det aandelige Børstenbinderlaug
i en høj Stue paa et Gadehjørne
holder Samraad og Udkig og Vagt
og drikker som Bjørne.
En Skomager holder sit Haandværk i Agt,
det samme gør en Skrædder, en Skinder.
Men ingen kan opæde Literatur
som en literær Børstenbinder.
Det aandelige Børstenbinderlaug
bestaar af de allerlængste Svende.
Saadanne Skuldre og saadan Figur
og sikkene Penne!
Det aandelige Børstenbinderlaug,
blot ved at kigge paa Gaden
kan kende hver Frue, som holder Vikar
og hver ormædt Skønjomfru i Staden.
Men intet bevæger det Børstenbinderlaug
med alle dets Sladderhanke,
som naar en uskyldig og redelig Bog
kommer ind for deres Skranke.
De galer som Haner, de kagler som Høns,
de svinger de fornærmede Koste
og farer rundt fra Avis til Avis
som Midder i fordærvede Oste.
Det aandelige Børstenbinderlaug,
jeg hører det juble og feste ...
Vorherre i sin usigelige Kløgt
har indrettet alt paa det bedste:
De rene Aander, hvis Tro er stærk,
dem Herren med Palmer husvaler.
Men til det daarligt bevæbnede Tros —
til dem skabte Herren Sjakaler!