Jeg skylder dig mer, end Fornuften
Og Mennesker tror
(Endskønt du blev Foraarsduften,
Som fylder min Jord) —
Fordi du, foruden at mætte
Mit Væsen med Vaar,
Forunderlig vidste at sætte
De dybeste Saar —
Fordi du — ej blot ved at smærte
En Ven uden Værn,
Men drømmende tro ved mit Hjærte,
Naar jeg var dig fjærn —
Har gjort mig (vi lader nu falde
Hver Spøg og hver Strid)
Den lykkeligste af alle,
Som var i min Tid.
Siena, April 94