»Det er et Vejr, et dejligt Foraarsvejr.
Jeg har dig kær, og hvis du har mig kær,
kom, sid mig nær — jeg sidder dig saa nær.«
Min stolte Dronning sang, og jeg befol.
Vi sad i Græssets lave, bløde Stol
med vore Saaler vendt imod Guds Sol
»Hu-hej-aa-hej!«
En Dag kan gaa med Kys og Fløjtespil,
mens Egetrær og Daadyr lytter til.
Man er saa fri og glad, som selv man vil.
Men Solen synker, Dagen bliver bleg
og mere alvorsfuld vor skønne Leg.
Saa vinker vi Farvel den mørke Eg
»Hu-hej-aa-hej!«
Vi Skovens Børn, som intet ondt har gjort,
vort Hjærte svimler, Riget er saa stort
som ud til Dyrehavens sidste Port.
Og langt til alle Sider kan vi gaa,
mens Sletten stille dugges brun og graa;
man bliver kæk, naar Mørket falder paa,
»Hu-hej-aa-hej!«