Dette er Digterens Kaar:
fødes og lægges hen,
glemmes og æres igen
Aar efter Aar.
Snart grov de ham op for at hædre ham,
snart grov de ham ned for at bedre ham —
Ak Rose ak Vaar!
Og endnu han bestaar.
Bedst er at slutte hos den,
som var fra Ungdom vor Ven,
krone med yndig Spøg
det dyre Forsøg.
Jeg vil begraves i Fred.
Jeg vil ikke ha’e Titusind med,
medmindre vi samme Dag
faldt i et Slag.