Dingle-Dangle hed hans Fader,
Kavallér af bedste Slags,
sprang og sprætted, som en Laks
med de pynteligste Lader — —
Kongen raabte ligestraks:
»Du skal hedde d’Ingel-Faks!«
Dangle hedder Dingles Søn,
han er overmaade skøn,
var saa ranglet, var saa ringlet,
hvor han end sig svang og svingled.
Da han fried, vandt han straks
Frøken Sisken Sølversaks.
Men da Dangie d’Ingelfaks
paa en Bænk, i Middagsstunden
har forført med Pjank i Lunden
Frøken Mette-Mød-Mig-Straks,
(stakkels Mette-Mød-Mig-Straks!)
græder Sisken Sølversaks.
Medens han forsoner Sisken,
Mette slaar med egen Haand
om en Gren sit Strømpebaand!
Højt i Aftenvindens Hvisken
hendes Lemmer ringle, rangle:
»Det vil du fortryde, Dangle!«