Saa hvide bølger i Nattens Mørke
de tætte Dampe,
der slippes ud fra Maskinen — bestraalt af
en blændende Lampe.
Du selv er munter og hvid som Dampen,
der slaar os i Møde,
og dine Læber i Velkomstkysset
to Jærn, som gløde.
Du selv du kommer fra Mulm og Taage
som Festrøg for Hjærtet
og fører mig bort, som jeg staar efter Rejsen
støvet og sværtet.
Skønt Banegaarden er efteraars-skummel
og natlig øde,
ved dette Gensyn jeg finder mig atter
som vakt fra de døde.
Der vaager over de øde Skinner
to blanke Lanterner,
mens vore Fodtrin i Byens Gader
samdrægtig sig fjærner.
Den varme Damp, som i Natten væder
de rustne Skinner,
er tyk af Lys fra forbidragne Steder
og Taagenats-Minder...
De sorte Dampkedlers sølvrene Aande,
som længes at hylle
om alle Lande og alle Kloder
sin Hvidhed og Fylde —
den bruser endnu, da vi skimter Huset,
vi snart skal betræde.
Og sagte fyldes mit eget Indre
af Længsel og Glæde.
Jeg kunde kysse de lyse Vægge,
til Hjærtet trykke
de Rum, som ruger paa kommende Tankers
uanede Lykke —
de Rum, som skærmed min Forsken af Ilden
og Kræfternes Spænding
og tillod mit Liv ubekymret at danne
sin særegne Brænding.