I Morgenmulmet, naar Lokomotivets
Luger er røde,
er dine Læber ved Afskedskysset
to Jærn, som gløde.
Morgenmulmet og Togets Kulrøg
er lige sorte —
de skjuler dig, og du bliver derhjemme
ved Lykkens Porte.
Byen, som vaagner, og dig, som drømmer,
lægger jeg bag mig.
Hundrede Minder og hundrede Ønsker
følger i Dag mig.
Hære af Kulrøg fra Lokomotivet
styrter og ruller,
trænges og udfolder Fanerne — løfter
hinanden paa Skulder.
Røgen og Dampene, Budskab om ilden,
Skyerne, Røgen
svulmer som vilde de genklæde Verden,
der nu er klædt nøgen.
Stumper af henkastet Damp udbreder sig
og er borte.
Engene vaagner som gustne Aander
i Spøgelses-Skjorte.
Røgen og Skyerne, Skyerne, Røgen!
hvor jeg end farer,
følger de mig gennem Sletterne, Byerne,
hvidklædte Skarer!
Nu vaagner i Stalden de Oxer og Kvier
i Baasen bag Bjælken.
Og Karlene muger, og Pigernes Spande
damper af Mælken.
Og Byerne vaagner med sværtede Taarne
og rødlige Mure,
med dryppende Graavejr og lange Perroner
og Jærnbane-Ure.
Nu graaner der Dag over Vogterhuse
og lukkede Bomme
og Holdepladser, hvis Ventesale
er gabende tomme.
Og Mennesker staar paa de øde Veje,
der Fødderne binder,
bag Røgen og ser os forsvinde mod andre
Stationer og Skinner.
Den simple Kvinde, hvem Livets Goder
blev karrig beskaaret,
hun sætter for Spejlet hver eneste Morgen
dog Kammen i Haaret.
Røgen og Dampene, Fremtid-Soldaterne,
se, hvor de prale!
Udkast til Tanker, som aldrig blev tænkte,
se, hvor de male!
Vognene vugger sig, Synsranden lukkes,
Skovene larme,
Hærfølget hæver sig, truer med tusinde
sværgende Arme.
Vildere Svende har ingensinde
i Skovenes Øde
lovet at fælde en levende Høvding,
hævne den døde...
Se, Dagen er kommen. Og Kulrøgens Bølger
er hvide og sorte.
Jeg tænker paa dig, som er bleven derhjemme
ved Lykkens Porte.
Det er mig, som Røgstriben kom fra dit Hjærte!
som var du et Krater,
der fyldte med Liv denne Løvfalds-Verdens
forladte Teater.
Det er, som du stod i din smilende Tryghed
med rolige Blikke
og svinged dit Røgskærf fra Marken og Heden
»Glem ikke! glem ikke!«
Og hvor mine kredsende, søgende Tanker
derude sig sænke,
der staar du og kredser mig ridderlig ind
med en længere Lænke.
... Døden er intet, Vinteren intet.
Thi Flammerne, Ilden
har genrejst min Ungdoms styrtede Altre
i Græsset ved Kilden.
Intet skal dø. Medens Ilden lever,
fortsættes Ilden.
Ikkun det døde forgaar. Af det levende
duer kun Ilden.