Det tørre Foraar i Skoven,
førend det Grønne kommer,
er egenlig min Skærsommer.
Der er saa lydt overalt,
kun Kragens Skrat foroven
og Karlen ude bag Ploven.
Jeg finder i Kragens Tale
mer nøgen Vaar end hos tyve
bestilte Nattergale.
Kællinger sanker Kvas;
ved alle Veje og Skrænter
staar Bukkar-Børn og venter.
En Promeneren og Gaaen.
Jeg staar for at sole min Hud
paa Broen og stirrer i Aaen.
Den gamle Herredsfoged
smiler og sagtner noget:
»Min Gud, vil De styrte Dem ud?«
Jeg sidder, hvor Grøften løber
bag Skoven. Der vaagner paa ny
i mig en Kandestøber.
Her sad jeg tro mod min Rolle
i Fjor og skrev en »Satire
ved en forladt Kasserolle«.
Det er mig en Vane at lure,
hvad Købstaden siger paa Ture,
hvor Damerne stadse og kure.
Med Roe-Industri, Ølbryggeri,
en By med syvtusind Sjæle
og tre Avisers Drøvtyggeri.
Jeg læser fra Byraadets Møder
hvert Ord, som er sagt deri...
Jeg er glad for vort Andels-Slagteri.
Nu er her for megen Fred,
Kommunen savner sin gamle
og fyrige Kobbersmed.
Hvor fordum Czar Peter har spist,
staar endnu det skæve Hjørne
omvaklet af Markedets Bjørne.
Hvor Venstre og Højre holdt Valg
og sloges om Rigsdagsmanden,
mens Drengene tamped hinanden —
er Jærnene taget af Essen
og Dommeren hensynsfuld
hver Gang han dømmer Pressen.
Dog kender jeg Falster Bønder,
naar Venstrekuglerne piber,
naar Valget er nær og det kniber.
Imens jeg gaar og lytter
paa mine lokale Ture,
og Damerne stadse og kure —
der byttes med Gaarde og Gods,
der tales om nye Partier.
Jeg elsker mit fjorgamle Mos.
Ja, takket en genfunden Lykke
fra mine helt mosgrønne Dage
er Mos og er Vers vendt tilbage:
Hun smiler — naar Lærkerne slaar —
ømt, med Violer i Hatten,
som var det i Gaar, hun var atten.
Hun samler sin Dragt og kommer
og ser — naar i Grøftens Vand
jeg øjner en hankeløs Spand.
De skov- og mosklædte Kyster
er blevne — hvad end de hedder —
for mig som Arkadiens Bredder.
Og hjemkommen hører jeg fjærne
Lærker fremdeles kvidre
i Hjørnerne af min Hjærne.
Nu planlægger København
de nye Teatersæsoner,
man omstyrter Troner og Konger.
Den nyeste Digter, som brænder
af trodsig Tro paa sin Bog,
gaar høflig og trykker Hænder.
O, glade Foraars-Haab!
De største Malere bener
omkring til de mindste Mæcener.
Ifald København var Rom,
og var Mæcenas min Ven,
og laante Horats mig sin Pen —
jeg tror ej mere, jeg kom,
om selve Augustus mig vinked,
og Julia ventede sminket.
Der løber min Ven X. X.
og modtager hundred om Dagen
og bliver saa bleg som et Lagen.
Der sidder min Ven X. X.
og rækker Poeterne Kransen
og fælder mod X. X. Lansen.
Der vandrer min Ven X. X.
bekymret for det, der skal tros
for at opnaa en hinsidig Ros.
Der ganger min Ven X. X.
som i Fjor havde Digterlegatet.
I Aar har Ven X. X. ta’et ’et.
Jeg ser mig staa saa trist
og more en næppe vaagnet
indflydelsesrig Journalist.
Dog frygter jeg endnu mer
de Hjærte-plukkende Fem-Te’ers
Idé-Damer med Orkidér.
Nej, sid ved en vissen Græstørv
med smaabitte Myrer og Krybere
om Vaaren — naar alt bliver dybere.
Her kan du aande, begære.
(Aa dette Foraars-Begær!
— »min eneste Grund til at være«).
Her kan du tænde din Pibe
og følge i Skyggen paa Jorden
Tobaksrøgens hvirvlende Stribe —
og svare dem, der søger
Fremtidens Tro, de Vises Sten:
at Bøge er bedre end Bøger,
at Kunst ej maler den Skygge,
som hist en Pige kan slænge
paa Bondens solhvide Længe.
Den sorte Ramme af Skove
er Helligdomme, hvis Blaanen
i Skumringen venter paa Maanen.
Saa tag mod dit Liv og dets Maal
begærlig som Vandringsmanden,
der griber den vinfyldte Skaal.