Vor Aand har kun dvælet saa længe
ved Løver og Karusselmænd,
der fryder den »platte Hob« —
fordi vi elsker den Hob
som Raastof, hvortil vi trænge,
(man køber den ikke for Penge).
Ja, — sagt uden al Forsonlighed —
vi hader de Løver som Magt,
slet ikke deres Personlighed.
Jeg sidder i Skoven og skriver,
hvor Kulden gi’er mig Humør,
hos en kundeforladt Traktør.
Vi haaber begge paa Hoben,
naar redeligt Arbejd vi yder.
(Ved Gud, vi paa Varen ej snyder!)
Ja Hoben skal fri os af Knibe.
Jeg giver ikke en Pibe
Tobak — for al anden Snak.
Jeg er heller ikke alene.
Jeg sidder her med min Muse,
hvem samme Traktør skal huse.
Her har vi Himlens Blaanen
med grønne Vaar-Udsigter
og Tilliggender i Maanen.
Vi venter lidt mer end Traktøren,
der jævnthen drømmer om Kunder.
Vi venter af Tiden et Under.
Thi Kunst er den Hjærtets Trang,
der løser al mennesklig Tvang
og skriver sin egen Rang.