Den Gang, jeg var et ungt ubændigt Blod,
da havde jeg for ømt og fint et Mod.
Og mangen grøn Skønjomfru saa sig frelst
og faldt ej, som hun tænkte allerhelst.
Jeg var en Kryster, som af Hjerteslag
var bleven baade stærk og altfor svag.
Og ved min Skaansel, aah hvor Djævlens snildt!
blev mine bedste Sejre tit forspildt.
Min Svaghed stammer fra den første Gang,
da nogen føjede min Kyssetrang,
imens to Øjne paabød mig Respekt
for hele Evas kvindelige Slægt.
Ved hvad jeg hørte i min stolte Fryd
fik mine Strenge siden deres Lyd
af Kilders Kluk imod den bange Sten,
en Gud har gemt bag Evas Sidebén.
Jeg fandt det Under, som jeg havde drømt,
imens mit Blod endnu var ungt og ømt:
en Sten, der røres paa et sagte Bud!
og store skøre Blomster foldes ud!
Jeg nød i hendes Blik min Svagheds Ret,
drak Glød af Evas yndige Skelet.
Tit krummer mine Fingre sig endnu,
som var jeg Anatom og kom ihu ...
Thi hendes Hjerte, fuldt af Liv og Skæmt,
forskønner Formen, hvor det sidder gemt.
Og du er ung med tusind fine Sind
og ejer Lykkens gyldne Vædderskind.