Foran hendes Fødder
paa Skamlen jeg sidder
og Skumringens Timer
— en andagtsfuld Ridder.
Hør Droskerne rulle,
hør Sporvogne klingre!
Jeg lytter og kysser
de mælkhvide Fingre.
En svævende Lysstrøm
fra Lygten der nede
forsøger en Klarhed
om hende at brede.
Hvor stolt, distingvéret
er Hovedets Holdning,
hvor himmelsk letfærdig
dog Læbernes Foldning!
Imod hendes Knæer
paa Armene hvilet
jeg ser noget adspredt
i Blikket og Smilet —
det Smil, som sig viser,
imedens jeg taler
om Kærligheds Drømme
og Skuffelsens Kvaler:
«... jeg hader den Verdens-
afhængige, trælske,
poétisk forskønnende
Maade at elske.
«Ved festklædte Løgne
jeg lédes og Fraser,
bort vil jeg slænge
de Maskebals Laser.
«De er saa naturlig,
saa prægtig fordærvet,
med Floskel-Foragten,
som De har erhværvet!
«Fortæl, kan De elske?
forstaar De: oprigtig,
af selvstændig Higen?
ej naadig, ej pligtig —
«og skænke et Hjærte,
ej Digternes Løgne?
O tror De?» — Jeg ser i
to glimtende Øjne.
Hun slaar om min Nakke
de fløjlbløde Hænder,
saa kælne! Og Kysset,
hvornaar det mon ender?