I København og Valby
findes ej sødere Pige;
saa kan de ærbare Damer
skinsyg-befippede skrige!
Spankende frank og alene
det tyve Aars Legem hun retter,
bevidst om sit Værd for en kyndig
Beundring af snævre Korsetter.
De underlig forskende Øjne
er bundløse, mørkblaa Himle,
hvor guddomtrodsende Engle
ud over Afgrunden svimle.
Med Nakken kastet tilbage
og Læberne presset sammen
og med disse forskende Øjne
— hvem gør hun ej hed i Kammen?
Der er noget ynksom-godmodigt
ved Hovedets hele Vane
at le til den klodsede Ungdom,
som altid skal gaa og glane,
den smagløse, støjende Ungdom,
der fordrer saa broget en Scene
og ikke forstaar at vurdére
som hun det fornødne éne.
Mod en hovmodig Fløs kan hun vise
en Haan, som du ikke begriber.
Men synes hun om dig, kan hænde
at straks hun i Armen dig kniber.
Saa vil eders Sjæle befjedres
af smaa, poétiske Vinger.
Hun hvisker saa sirlig: «jeg elsker,»
som om hun kyssed paa Finger.
— Det énlige Væsen! hvem dadler,
at ej hun for Ensomhed skabtes
og ikke har Udsigt i andet
Paradis end de fortabtes?
De altidærbare Damer
kan harmopblussende skænde!
— jeg vil sige, hun synes mig næsten
for god til en Verden som denne.