Dog Tanken om at blive
en Hund mellem mange Hunde
tilfredsstiller ingenlunde.
Her kommer en Selskabs-Scene;
jeg søgte den danske Muse,
men fandt hende ikke alene.
Det vrimled paa alle Kanter
med Mødre og Tanter og Fjanter
og Literatur-Adjutanter.
Jeg søgte Damen af Grunde,
jeg skynder mig med at fortælle,
før Indtryk mig overvælde.
Det var i Halvfemsernes Graa;
en Mand, hvis Mod var i Væxt
og nyt som det grønne Straa,
en Vaar havde fundet paa,
at Folket har Bord og Dug,
som Hundene bruger til Trug.
Han følte sig derfor bunden
og kaldet til at bestaa
Menneskets Kamp imod Hunden.
Der lugted af Hov og Horn
i Byen. Bag Gadernes Skygge
drømte han Vaarmarkers Korn.
Der lugted af Hestehov.
Han elsked de slanke Lygter
og Foraarets nøgne Skov.
Han syntes, at Øresundet,
der aabned sin Horizont,
var blaat som det Hav Hellespont,
og flere Kvinder end én
(den éne lidt sødere blond)
var stolte som i Athen
Døtrene af en Arkont.
Dog gik han paa Gadernes Sten
med ganske adstadige Ben.
En Svovllugt i By og paa Bro.
Han kaldte en Dame sin Muse
og bejled til hendes Tro.
Han bad mig bevæge den Skønne
til Trods for Hunde af Standen
en Gang at bekranse Manden,
ham selv eller mulig en anden.
Hans Hjærte var kun forsonet
ved at se Mennesket kronet.
Hans Mod var aldrig fornedret;
vi traadte sammen en Sti
i Parken, jeg nu gaar forbi.
Jeg ser ham bag Grenenes Hvælv,
ak, som en meget forbedret
Genganger af mig selv.