Du som en lille Kattekilling er, du kaade Barn,
som altfor sød og altfor tilbedt er,
— en lille, lystig Kattekilling, der
mig arme Djævel triller, som var jeg et Nøgle Garn.
Jeg mellem dine Poter ruller viljeløs omkring,
som Regnbu’farver skifter dit Humør.
Jeg snurrer, til jeg bliver ganske ør
og ikke længer tænke kan paa nogen Verdens Ting.
Og hvis de bitte, bløde Poter ej faar rigtig fat,
saa griber mig de fine, spidse Klør.
Men allersortest bliver mit Humør
naar andre Nøgler rent gør tummelumsk min kælne Kat.